Forurening med chrom og trichloroethylen / Contamination with chromium and trichloroethylene (1 of 4)
image/_afvaergeboring-453.jpg
afvaergeboring-453.jpg
image/_afvaergeboring-454.jpg
afvaergeboring-454.jpg
image/_afvaerge_boring-476.jpg
afvaerge_boring-476.jpg
image/_afvaerge_boring-477.jpg
afvaerge_boring-477.jpg
image/_afvaerge_boring-479.jpg
afvaerge_boring-479.jpg
image/_afvaerge_boring-486.jpg
afvaerge_boring-486.jpg
image/_afvaerge_boring-487.jpg
afvaerge_boring-487.jpg
image/_afvaerge_boring-488.jpg
afvaerge_boring-488.jpg
image/_industri-15.jpg
industri-15.jpg
image/_industri-17.jpg
industri-17.jpg
image/_industricenter-148.jpg
industricenter-148.jpg
image/_industricenter-430.jpg
industricenter-430.jpg
image/_industricenter-431.jpg
industricenter-431.jpg
image/_industricenter-432.jpg
industricenter-432.jpg
image/_industricenter-433.jpg
industricenter-433.jpg
image/_industricenter-434.jpg
industricenter-434.jpg
image/_industricenter-435.jpg
industricenter-435.jpg
image/_industricenter-436.jpg
industricenter-436.jpg
image/_industricenter-437.jpg
industricenter-437.jpg
image/_industricenter-438.jpg
industricenter-438.jpg

next >>
|1|2|3|4|
Index / Home

Fra andelsmejeri over pelsberederi til industricenter
- en erhvervsmæssig udvikling, hvor miljøet desværre har betalt en alt for høj pris


Luftfoto fra 1950 af Langager Mejeri, originalen hænger på det lokalhistoriske museum på Skenkelsø Mølle

Arkæologiske udgravninger og fund fra bondestenalderen har i rigt mål dokumenteret, at de første agerbrugere også begyndte at holde husdyr. I starten har det været vilde okser, som de indfangede og domesticerede. Sidenhen er besætningerne blevet udvidet med får og geder, som sikkert kom her til landet sammen med indvandring sydfra. Stenalderens bønder holdt ikke husdyrene for at slagte og spise dem. Okserne blev anvendt som trækdyr foran arden, der var en forløber for ploven, og så kunne de dagligt malke dem og få mælk, som enten kunne drikkes friskt, eller som også kunne forarbejdes til nogle primitive mejeriprodukter.

Vi ved også med sikkerhed, at vikingerne fortrinsvis var bønder, håndværkere og handelsmænd, der holdt kvæg som de malkede, og at de fremstillede ost, smør og forskellige syrnede mælkeprodukter, skyr og kvark er mælkeprodukter, hvor både navnet og produktet har overlevet fra vikingetiden og helt frem til i dag.

I mange af vore gamle landsbykirker er der kalkmalerier fra middelalderen, som viser kvinder der kærner smør og fremstiller oste, og disse mejeriprodukter indgik tideligt i de varer bønderne skulle aflevere, som skatter til kirken, herremanden og kongen.

Op gennem tiden blev der naturligvis opbygget en masse erfaringer omkring fremstillingen af mejeriprodukter, og allerede fra Christian den IV regeringstid findes der breve, som ned til den mindste detalje beskriver, hvordan mejerierne skal indrettes på de gårde, som var en del af de kongelige besiddelser.

De manglende muligheder for køling og opbevaring gjorde dog, at mejeriproduktionen helt frem til slutningen af 1800-tallet, forbliver som små lokale enheder ude på de enkelte gårde, og produktionen bliver aldrig større end, hvad den enkelte enhed selv kunne fortære, eller afsætte i lokalområdet inden for et par døgn.

Men i 1880'erne begynder der at ske noget nyt, det er andelsbevægelsen som bredder sig ud over landet, og det starter typisk med, at alle bønderne fra et eller flere sogne går sammen om at bygge og drive fælles andelsmejerier, på den måde kan der nemlig etableres en rationel produktion, som gør det muligt, at vidersælge mejeriprodukterne uden for lokalområdet.

Langager andelsmejeri bliver indviet i 1888, og det var strategisk placeret på Udlejrevej 31, som dengang var hovedvejen mellem København og Frederikssund, og tæt ved vejen, som går ud til Svestrup og Lille Rørbæk. På den måde kunne Langager andelsmejeri betjene andelshavere i Ølstykke, Udlejre, Svestrup, Snostrup, Store Rørbæk og Lille Rørbæk, uden at køreafstanden med hestevogn blev alt for lang.

En anden vigtig faktor for placeringen af et mejeri var, at der skulle være en god brønd, som kunne levere rigeligt med rent vand til køling af mejeriprodukterne, og til den daglige rengøringen af maskinerne og inventaret i mejeriet. Og derfor skulle der også være et vådområde i nærheden, som man kunne udlede spildevandet til. I sydenden af Skenkelsø området er der et moseområde, som Langager mejeri udledte sit spildevand til, og det havde naturligvis meget store miljømæssige konsekvenser for mosen, at den dagligt og hen over 70 år modtog urenset spildevand fra mejeriet.

Som en formildende omstændighed skal dog siges, at mejerispildevandet kun indeholdt sæber og rester af mælkeprodukter, og datidens rengøringsmidler var hovedsageligt baseret på kaustisk soda, så mejeriet forurening har været af en karakter, som hen over tid kunne nedbrydes af naturen.

Langager andelsmejeri var i drift som mejeri i 70 år frem til 1958, og det blev betragtet som et mønstermejeri, der op gennem første halvdel af 1900-tallet havde den ære, at være det mejeri som blev vist frem, når Danmark havde officielle besøg af ministre og politikere fra udlandet, som havde interesse i at se dansk landbrug og mejeridrift.

Men i slutningen af 50'erne og i starten af 60'er ramte stordriften endnu en gang mejerierne, det var en ny type mælketankbiler, og køleanlæg ude på gårdene, som gjorde det muligt, at samle mælken ind fra meget større områder, tankbilerne kunne nemlig nå at køre mælken til de store mejerier, uden at den blev sur om sommeren, eller at den frøs til is om vinteren. Og i 1958 vælger de lokale andelshavere at lukke Langager andelsmejeri.

De tidligere mejeribygninger kommer dog ikke til at stå tomme og ubrugte ret længe, for de bliver hurtigt solgt til Leidersdorff & Søn A/S, som i 1959 etablerer pelsberederi i det gamle mejeri.

Leidersdorff & Søn A/S havde bl.a. en omfattende produktion med garvning at okseskind, og hen over de følgende år opfører de i flere omgange tilbygninger, efterhånden som virksomheden vokser. Men det er langt fra alle der er glade for virksomheden, blandt ældre Ølstykke borgere er der mange, som kun alt for godt kan huske, at virksomheden kunne lugte fælt af råddent kød, når vinden kom fra sydvest.

I første halvdel af 70'erne opstår der gradvist en større miljøbevidsthed i samfundet, og folketinget begynder at vedtage en række nye love, som opstiller begrænsninger for, hvor meget industri- og produktionsvirksomheder må forurene. Og disse nye love påvirker naturligvis en virksomhed som Leidersdorff & Søn A/S, der havde meget svært ved at leve op til kravene i de nye miljølove. Og det ender op med, at virksomheden i 1974 vælger at flytte alle maskiner og produktionen til Irland, hvor der slet ikke er nogen miljøregler.

Der gik kun kort tid fra Leidersdorff & Søn A/S var flytter til Irland, til at Ølstykke Kommunes tekniske forvaltning konstaterede, at virksomheden havde efterladt en omfattende forurening med klorerede opløsningsmidler og tungmetallet chrom, som er en farlig miljøgift.

Det hele starter med, at man ved en rutinemæssig kontrol finder spor af klorerede opløsningsmidler i Ølstykke Kommunes drikkevand, og nogle grundige undersøgelser klarlægger, at tre af Svestrup vandværks boringer, som kun ligger få hundrede meter syd for det tidligere mejeri, er forurenet med klorerede opløsningsmidler.

Efter opdagelsen af grundvandforureningen sættes det helt store apparat igang, hele området bliver grundigt undersøgt, der bliver lavet prøveboringer, og man finder meget hurtigt ud af, at Leidersdorff & Søn A/S har været kilden til forureningen, da virksomheden har anvendt Trichlorethylen (TCE, som er et kloreret opløsningsmiddel) til affedtning og rensning af de færdigt garvede skind.

I forbindelse med disse miljøundersøgelser bliver det også konstateret, at Leidersdorff & Søn A/S har anvendt mejeriets gamle spildevandledning, til afledning af dets produktionsspildevand, og analyser af sedimentet i vådområderne i den sydvestlige del af Skenkelsø området viste, at der var en omfattende forurening med tungmetallet chrom, som var blevet anvendt i de bade, hvor huderne blev garvet.

Da forureningen med de klorerede opløsningsmidler var en meget alvorlig trussel mod hele vandforsyningen i Ølstykke Kommune, så blev der straks iværksat en handlingsplan, hvor man etablerede yderligere tre afværgeboringer lige syd for det tidligere mejeri, og vandet fra disse boringer blev sammen med vandet fra de tre forurenede drikkevandvandsboringer ledt til rensning i et vakuumanlæg, efter rensningen blev vandet okkerudfældet og udledt til Værebro Å. Her i 2013 er der blevet pumpet fra afværgeboringerne i 35 år, og man pumper stadig, men kun i et meget begrænset omfang, da koncentrationerne af klorerede opløsningsmidler nu er meget lave, og derfor er man også ophørt med at rense vandet, det udledes nu direkte til Værebro Å.

Der blev også foretaget en afgravning af det chromforurenede sediment i det vådområde, som ligger i den sydvestlige del af Skenkelsø området, og det afgravede materiale er deponeret i en vold langs med den nye Frederikssundsvej, på en strækning sydøst for det det tidligere mejeri, det vil sige, at chromforureningen ikke er væk, den er bare placeret et helt andet sted. Og det vådområde som blev afgravet, er aldrig blevet erklæret for fuldstændigt rent.

Som en krølle på den sag kan det da tilføjes, at da Ølstykke Kommunes borgmester Helmer Filtenborg fyldte 60 år, der blev hans fødselsdag bl.a. fejret med en reception på rådhuset, og ved den lejlighed mødte der nogle beboer op fra Søholmvej, de gav borgmesteren en stor flaske kryddersnaps med den bemærkning, at urterne var plukket ude i mosen, som var blevet afgravet for chromforureningen, og nu kunne han så selv overveje, om han turde drikke snapsen.

Forureningssagen fik naturligvis et retsligt efterspil, men inden retsagen blev endelig afsluttet, der begik hovedaktionæren i Leidersdorff & Søn A/S selvmord, idet han hængte sig selv. Men retten besluttede at beslaglægge ejendommen, og i oktober 1975 gik aktieselskabet Leidersdorff & Søn A/S i betalingstandsning og blev likvideret.

Efterfølgende verserede der mange og meget hårdnakkede rygter i lokalsamfundet, der alle handlede om, at der både var politikere og medarbejdere i Ølstykke Kommune, som havde givet Leidersdorff & Søn A/S en alt for lang snor, og at de gennem adskillige år havde set i gennem fingre med, at virksomheden udledte urenset spildevand til naturen, men disse påstande er aldrig blevet dokumenteret.

Det er dog en historisk kendsgerning, at tilbage i 50'erne og 60'erne, var det kun et fåtal som bekymrede sig om miljøbeskyttelse, det var bare ikke noget som man prioriterede særlig højt, og det var generelt sådan, at industrivirksomhederne næsten uhindret kunne forurene miljøet. Og politikerne i de mindre landkommuner var villige til at lukke øjene for hvad som helst, for de arbejdspladser der var på virksomhederne var uhyre vigtige for lokalsamfundene, og skatteindtægterne havde også meget stor betydning for de mindre kommunernes økonomi.

Historien om det gamle Langager mejeri er dog ikke helt slut endnu, for i 1975 køber entreprenør Albert Larsen ejendomme, og omdanner det gamle andelsmejeri til Langager Industricenter, han laver også nogle nye tilbygninger, og opsplitter ejendommen i mange små lejemål, som han udlejer til en række mindre virksomheder.

I starten lykkedes det faktisk, at tiltrække en masse spændende og uproblematiske virksomheder, som kunne gi' industricenteret et skub i en ny retning, der er bl.a. flere mindre import- og handelsfirmaer, et videoproduktionsselskab, et offsettrykkeri, en klaverbygger, et finmekanisk værksted, som lavede service på biografernes filmfremvisere, o.s.v.

Her i 2013 må vi dog konstatere, at det ikke er lykkedes at fastholde den oprindelige lejermasse i Langager Industricenter, det skyldes nok, at bygningerne efterhånden er meget gamle, nedslidte og dårligt vedligeholdte. Så i dag er næsten alle lejemålene besat af kapitel 5 virksomheder, det vil sige, at deres produktion udgør en særlig stor risiko for miljøet, og at de skal være underlagt et skærpet miljøtilsyn fra Egedal Kommune, så det gamle mejeri udgør forsat en potentiel fare for miljøet.

Og nu hvor der er gået over hundrede år siden, at Langager andelsmejeri blev indviet, der kan vi så tænke over, at fremstillingen af mejeriprodukter og garvningen af læder og skind, har været årsag til en så omfattende forurening, for det er jo i begge tilfælde gode naturprodukter, som vi slet ikke opfatter som farlige for miljøet.

© 2013 Niels Riis Ebbesen