Udgravning og restaurering af jættestuen Stuehøj

I foråret 2006 gik arkæologer fra Nationalmuseet i gang med at udgrave og restaurere jættestuen Stuehøj i Ølstykke, og da jeg bor kun få minutters cykling fra Stuehøj, så var det en enestående chance jeg her fik for at følge forløbet af et så unikt projekt. Hen over to og en halv måned, har jeg to-tre gange om ugen besøgt udgravningen, og det er blevet til en billedserie på lidt mere end 500 fotos, og denne lille historie.

Jættestuen Stuehøj ligger inde i Ørnebjergområdet, som er et pacelhuskvarter der udgør den vestlige del af Ølstykke stationsby. Området blev bebygget af selvbyggere under det store byggebom fra midten af 1960'erne og frem til slutningen af 1970'erne. Ørnebjergområdet er udstykket fra Ørnebjerggaard, som har været en af de større gårde i Ølstykke stationsby. Ørnebjerggaard er en firelænget gård, og den ligger stadig lige ved siden af den nybyggede Udlejre kirke, i dag rummer gården bl.a. en restaurant, et læghus og et par mindre virksomhedder.

Stuehøj er en stor rundhøj fra bondestenalderen, der indeholder en jættestue som er bygget i den periode som kaldes tragtbægerkulturen omkring 3.200 år før vores tidregning.

På et gammelt matrikelkort fra slutningen af 1700-tallet kan man se, at der har ligget mindst fire rundhøje, en langhøj og en langdysse i Ørnebjergområdet, i dag er der foruden Stuehøj, kun Sandhøj og rundhøjen på toppen af Ørnebjerg tilbage.

Sandhøj ligger kun få hundrede meter syd for Stuehøj, det er resterne af en langhøj fra yngre sten- eller bronzealder, den bærer desværre præg af meget hårdhændede påvirkninger, som nok er sket tilbage i 60'erne da området blev udstykket. Et større antal sten, som formentlig har stået som randsten, er flyttet til en legeplads der ligger på Sandhøjs nordside. I dag er Sandhøj tillige skæmmet af en stor fællesantenne- og mobiltelefonmast.

Ørnebjerg ligger ca. 500 meter øst for Stuehøj, selve 'bjerget' er en naturlig forhøjning i landskabet, som er dannet i istiden, men på toppen af 'bjerget' i det nordøstlige hjørne kan der lige netop anes nogle randsten og resterne af en oldtids rundhøj. I skriftlige kilder fra middelalderen kan man desuden læse, at Ørnebjerg i 1400-tallet har fungeret som galgebakke.

Sydvest for Ørnebjerg ligger den nybyggede Udlejre kirke.

Der blev i mange år fejret Sankt Hans fest på det grønne området nedenfor Ørnebjerg, og for den opmærksomme, så var det et specielt sceneri, for på en og samme tid, kunne man stå og se på Sankt Hans bålet, der er et symbol på en hedensk midsommerfest, som har sine rødder helt tilbage i oldtiden, oven i det er heksebrændingen et levn fra inkvisitionen, og som baggrund til dette kunne man se Ørnebejrg, der er en middelalderlig galgebakke, med en oldtids gravhøj, og ved siden af den ser man den nye Udlejre kirke, som er et symbol på nutidens tro.

Erfaringer fra mange andre arkæologiske udgravninger viser, at folkene i sten- og bronzealderen placerede deres gravhøje i umiddelbar nærhed af deres bebyggelse, så det store antal gravhøje i Ørnebjergområdet viser os, at området har været tæt beboet siden stenalderen. Det har også været et frugtbart område med rige naturressourcer, morænelandskabet har været velegnet til agerbrug og husdyrhold. Storesø og Skenkelsø har ligget h.h.v. øst og vest for området, og de har givet gode mulighedder for supplere agerbruget med jagt og fiskeri.

Skenkelsø Sø og Storesø er begge blevet afvandet, arbejdet med at afvande dem blev påbegyndt i 1800-tallet, og forsatte op til midten af 1900-tallet, men det er aldrig lykkedes at få områderne så tørre, at de kunne anvendes til dyrkning af traditionelle landbrugsafgrøder. I dag fremstår begge områder sumpede, begroet med birk, pil, dunhammer og rørskov. Og der er flere interesseorganisationer bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, som i løbet af de sidste 10 - 15 år været fremme med forslag omkring en genskabelse af Skenkelsø Sø, projektet har desværre mødt en del modstand fra nogle grundejere i den sydlige ende af området, en del af disse ejendomme ligger nemlig helt eller delvis i på gammel søbund, og de vil naturligvis blive påvirket, hvis vandstanden i området hæves.

På et gammelt matrikelkort fra slutningen af 1700-tallet fremgår det, at Stuehøj oprindeligt har hedet Harpager Høi. I 1834 blev højen udgravet af lokale folk, og de konstaterede, at den rummede en jættestue, det er muligvis på det tidspunkt, at højen skifter navn fra Harpager Høi til Stuehøj, navnet Stuehøj kommer formentlig fra, at udgravningen havde vist, at der er en stenstue inde i højen.

I Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1838-39, kan man læse pastor Knud Eskild Möhls 'Historisk-antiquarisk Beskrivelse over Snostrup og Ølstykke Sogne i Frederiksborg Amt.' Her står der bl.a., at et stort stensat gravkammer, blev udgravet i efteråret 1834 af jordloddens ejer gårdmand Bent Pedersen i Udlejre. Ved udgravningen blev der fundet adskillige oldsager af bronze og nogle urner, de fundne oldsager blev indleveret til Nationalmuseet.

I midten af 1800-tallet blev mange gravhøje udgravet af de bønder som ejede den jord de lå på, og det er egenlig lidt ironisk at tænke på, at bøndernes gravelyst skyldtes, at Nationalmuseet efter datidens målestok betalte godt, når bønderne afleverede oldsager til museet. Derfor vil det nok være mere korrekt at vi betegner disse udgravninger som regulære plyndringer.

Det vides ikke med sikkerhed, men pastor Knud Eskild Möhl der i 1836 blev præst ved Gl. Ølstykke Kirke, har muligvis tilskyndet til udgravningen af Harpager Høi. Der er flere skriftlige kilder, der beretter om pastor Möhls store interesse i oldsager, og om andre udgravninger i Ølstykke sogn, som han var initiativtager til. Et af pastor Möhls mere kendte projekter er udgravningen af Præstens Høj, der er en stor rundhøj som ligger lige nord for præstegården i Gl. Ølstykke, efter udgravningen fik han omdannet højen til et romantisk anlæg, han rejste tillige to sten med runeinskribtioner. I dag kan Præstens Høj ses som en markant nabo til den nye kirkegård.

Ved udgravningen i 1834 blev det konstateret, at kammeret i Stuehøj var ni og en halv alen langt, og fire alen bredt. Det blev også konstateret, at den sydlige ende af kammeret var delvis sammenstyrtet. Den lokale sognefoged rapporterede til Oldsagskommisionen, at der i forbindelse med udgravningen var fundet en del oldsager.

Opmålingen her i 2006 har vist, at jættestuens kammer er 7 meter langt, 2,5 meter bredt og 190 centimeter højt, og at det oprindeligt var bygget af 14 bæresten og 4 dæksten, af den oprindelige gang var der kun bevaret 6 bæresten og 2 dæksten.

Siden udgravningen i 1834 er der gjort flere såkaldte løsfund i højen, i 1977 finder en dreng et bronzesværd i højen, det vides ikke præcist hvordan fundet er sket, og om det er fundet ved gravning i højen. Ved en arkæologisk udgravning er der fundet en grav fra ældre bronzealder, og en brandgrav fra yngre bronzealder ude i selve højen.

Fra udgravningen 1834 og frem til midten af 1960'erne var det muligt at komme ind i kammeret, dels gennem gangen og ned gennem et stort hul kammerets loft. Den delvise sammenstyrtning i sydenden af kammeret havde medført, at den første dæksten var skredet skråt nedad, og det havde skabt en åbning mellem den første og anden dæksten. Det vides ikke om hullet i loftet er gravet frit ved udgravningen i 1834, eller om det gradvist er opstået af sig selv, efterhånden som den store dæksten skredet halvvejs ned i kammeret. Men sikkerhedshensyn gjorde, at man i midten af 1960'erne besluttede at tildækkede indgangene til højen med jord, så der ikke længere var muligt at komme ind i kammeret.

I 2005 blev det i Kulturarvsstyrelsen besluttet, at Nationalmuseet skulle undersøge, om jættestuen i Stuehøj kunne udgraves og sættes så meget i stand, at den kunne åbnes for offentligheden. Stuehøjs beliggenheden kun 5-10 minutters gang fra Ølstykke S-togs station, giver nemlig nogle enestående muligheder for, at en bred kreds af mennesker, heriblandt skoleklasser og turister nemt kan besøge en af bondestenalderens imponerende stengrave.

Det er en særlig finanslovsbevilling for årene 2005 til 2009, som har gjort det muligt, at Nationalmuseet kunne restaurere en række af bondestenalderens store gravmonumenter, så offentlighedden igen kan få adgang til at besøge dem uden risiko for at blive ramt af nedstyrtende sten.

Stuehøj er en ud af 11 dysser og jættestuer på Kulturarvsstyrelsens liste over fredede fortidsminder, som det er planen, at Nationalmuseets eksperter skal restaurere.

Foruden Stuehøj så står to andre sjællandske jættestuer for tur til en gennemgribende restaurering. Den store Møllehøj, som ligger på grænsen mellem Ølstykke og Frederikssund kommuner, og Milehøj ved landsbyen Kastrup nord for Vordingborg.

På den sydlige del af Samsø, ved herregården Brattingsborg ligger der et stort antal dysser og jættestuer, som også trænger til en istandsættelse. Det er planen at syv af dem, seks jættestuer og en langdysse, skal restaureres i løbet af 2006. Det samlede budget for istandsættelserne af de store stengrave er i 2006 på 1,4 mio. kr.

Alle gravhøjene vi få en soignering der omfatter, at træer og buske fjernes fra højene. Jættestuernes gravkamre vil bliver tømt for jord, store sten sikres, så de ikke skrider ud eller falder ned, tørmure (d.v.s. små sandstenfliser, som er stablet op mellem de store bæresten) repareres, og endelig vil de gennemtærede jernstativer, der i forbindelse med tidligere restaureringer er blevet opsat som afstivning i nogle af gravkamrene, blive udskiftet med nye afstivninger udført i rustfrit stål.

I starten af april måned 2006 genåbnede arkæologerne Svend Illum Hansen og Torben Dehn fra Nationalmuseet indgangen til jættestuen i Stuehøj, og påbegyndte udgravningen af kammeret, der var delvist fyldt med jord.

Arkæologerne startede med at udgrave så meget af den nedskredne jord, at de kunne lave en præcis opmåling og optegning af hele jættestuen, disse tegninger er særdeles vigtige, når den delvist sammenstyrte del af kammeret skal adskilles og genopbygges igen sten for sten.

I slutningen af april måned var den indledene opmåling og optegning af jættestuens kammer så langt fremme, at den store ca. 6 tons tunge dæksten, som lå ovenpå den delvist sammenskredne del, kunne løftes af med en mobilkran.

Selve udgravningen af jættestuens kammer foregår med den aller største forsigtighed og omhu, dels for at finde sporene efter den væltede stens oprindelige placering, og for at søge efter genstande, der evt. er blevet overset ved udgravningen i 1834.

Udgravningen har også givet flere nye spændende fund, der ikke blev opdaget i første omgang. Der er fundet to fint forarbejdede flintedolke, en hulslebet flinteøkse, en hammerformet ravperle, nogle knoglestykker og en bronze ragekniv. Fundne af de to flintedolke kan indikere, at der også er sket begravelser i dolketiden som ligger i slutningen af bondestenalderen (fra 2.300 til 1.700 f.kr.).

På samme måde viser fundet af bronze ragekniven, at der i bronzealderen må være sket en begravelse af en mand i gravhøjen. Udgravningen har da også beskæftiget dette, den delvise sammenstyrtning i kammerets sydende, skyldes formentlig, at der i bronzealderen er sket et indbrud i jættestuens kammer for at gravlægge en person i højen.

Fund af trækul i jordlagene lige uden for kammerets sydende, dokumenterer at den store bæresten i kamerets sydende er blevet sprængt i stykker med ild og vand. Det er sket ved at bærestenen først er opvarmet med et stort bål, og derpå overhældt med vand. Med en kulstof 14 analyse af det fundne trækul vil det helt præcist kunne tidsfæstnes hvornår indbruddet i jættestuens kammer er sket.

Efter at begravelsen er hullet ind til kammeret blevet lukket igen med en bunke større og mindre sten, og det at de i bronzealderen undlod at erstatte den sprængte bæresten med en ny, har gjort at kammeret blevet ustabilt, og det har over tid medført, at kammeret er skredet delvist sammen i sydenden.

Inde midt i selve jættestuens gulv er der nedgravet to store flade sten, de står på højkant med ca. 4 meters mellemrum, det er en usædvanlig detalje, som kun kendes fra en anden jættestue, og deres nøjagtige funktion kendes ikke med sikkerhed. De kan muligvis have dannet gavle i hoved- og benenden af bronzealdergraven. I bronzealderen var det en almindelig skik, at flække og udhule en stor egestamme, som så fungerede som en kiste. Kisten blev i nogle tilfælde pakket ind i sten, og det er ikke spor usandsynligt, at denne stenindpakning er fjernet fra kammeret ved udgravningen i 1834, og at det er derfor, at det kun er disse to gavlsten, der er står tilbage.

Hvis de to flade sten er gavlsten, der er sat i enderne af en egekiste i bronzealderen, så kan det være med til at forklare indbruddet i højen, for en knap 4 meter lang kiste kunne selvsagt ikke komme ind ad den normale indgang.

I løbet af maj måned er udgravningen og restaureringen af Stuehøj nået så langt frem, at den væltede bæresten er blevet rejst op, og sat helt præcist på sin oprindelige plads, den sten der er blevet sprængt væk i bronzealderen er blevet erstattet af en tilsvarende sten som er hentet udefra, genetableringen af den manglende sten har også medført, at kammeret nu igen har de 14 bæresten, som det havde dengang det blev bygget i bondestenalderen. Når der ved restaureringer er behov for at erstatte manglende sten, så bliver de "nye" tilførte sten mærket med en rund plade af rustfrit stål, hvorpå årstallet 2006 er indgraveret. Det sikrer at man fremtiden altid kan se, hvad der er oprindeligt, og hvad der er restaureret.

Parallelt med opmålingen og udgravningen arbejder arkæologerne løbende med at reparere og genopbygge de tørmure, som udfylder og lukker mellemrummene mellem de store bæresten. Tørmurerne opbygges på nøjagtig samme måde, som de blev lavet i stenalderen, de består af præcist tilhuggede flade sandsten, deres formål er at låse bærestenene i forhold til hinanden, og de sikrer tillige, at den pakning af flinteskærver, der ligger bagved bærestenene ikke eroderer ind i kammeret.

Arbejdet med reparationen af den sprængte sten i sydenden af gravkammeret, har som en sidegevinst medført, at der er fundet spor efter et anseligt stolpehul, hullet er placeret lige uden for kammeret i det sydøstlige hjørne, det er ca 50 - 60 centimeter i diameter, og næsten en meter dybt, og det har formentlig været brugt til noget løftegrej, som har været anvendt i forbindelse med byggeriet af jættestuen.

Gangen ind til jættestuens kammer er også blevet udgravet helt i bund, og der er fundet rester af en brolægning, som er lavet af knytnæve store granitsten. Den hulslebne flinteøkse blev også fundet i gangens gulv nede mellen stenene i brolægningen.

En stor flad sten, der i størrelse og facon svarer 100% til den dæksten som mangler yderst på gangen, er blevet fundet i en stendynge, der lå i skellet til det grønne område hvor Stuehøj ligger. Det er derfor meget sandsynligt, at dækstenen kan være fjernet under udgravningen i 1834 eller da man i 1970'erne kastede gangen til med jord, og lukkede for adgang til kammeret, og at den dengang blev lagt i et markskel. Men da man ikke kan være 100% sikker på, at det er den originale dæksten, så vil den blive mærket med en rund plade af rustfrit stål, hvorpå årstallet 2006 er indgraveret. Det yderste par sidesten i gangen mangler forsat, de vil blive erstattet med sten udefra, som også vil blive mærket..

De sidste dage af maj måned forsatte arbejdet med at restaurere den sydlige ende af jættestuens kammer, de sten der udgør det såkaldte mellemliggerlag er blevet lagt tilbage på deres oprindelige pladser ovenpå bærestenene. Mellemliggerlaget er en række af mellemstore sten, der ligger ovenpå bærestenene og som øger loftshøjden i kammeret. Der er også blevet placeret to nye sidesten aller yderst ved indgangen. Samtidigt med dette arbejde, er områderne ved de to flade gavlsten der står inde i kammerets gulv, blevet udgravet og optegnet.

Toppen af højen er også blevet afgravet, dette er gjort fordi der skal genskabes et vandtæt "tag" henover jættestuens kammer, i stenalderen blev det bygget med taglagte flade sandsten, men det vil være alt for kostbart og tidskrævende at genskabe et sådant "tag", så den moderne løsning er, at der udlægges en vandtæt membran af bentonit, som kan danne "tag" over kammeret.

I starten af juni måned var selve udgravningsarbejdet afsluttet, og der blev udelukkende arbejdet med restaurering og genopbygning af tørmure, der er tillige blevet udlagt et lag perlegrus i jættestuens kammer og gang. Og hvis det skulle vise sig, at Stuehøj bliver meget velbesøgt, så er der som noget helt særligt ført et skjult elkabel ind i kammeret, det gør, at der er mulighed for at der kan etableres elektrisk belysning i kammeret.

En uge ind i juni måned var den store dag nået, hvor arbejdet med restaureringen af Stuehøj var så langt fremme, at en mobilkran kunne hejse den store 6 tons tunge dæksten tilbage på dens oprindelige plads, ved den samme lejlighed blev den yderste dæksten til gangen også hejst på plads. En 13 ton stor sten, der lå delvist nedgravet i skellet, og som med meget stor sandsynlighed stammer fra en langdysse, der har ligget lige ved siden af Stuehøj, blev ved samme lejlighed hejst ind på en synlig plads lige foran Stuehøj, den giver et godt indtryk af størrelsen på de store dæksten.

Efter at den store dæksten var hejst tilbage på sin oprindelige plads, så forsatte arbejdet med at lukke og udfylde alle mellemrumene først med større- og så mindre kileformede sten, derpå blev der fyldt flinteskærver og jord på, og med et var kammeret igen helt lukket.

Der er også blevet sat en selvlukkende gitterlåge af rustfrit stål i indgangen til jættestuen, det er gjort for at forhindre, at ræve og grævlinge kan komme ind i kammeret, de kan nemlig lave omfattende skader, hvis de graver gange ind under de store bæresten. Gitterlågen forhindrer også, at hunde kan løbe ind i jættestuens kammer og besørge, det grønne område omkring Stuehøj er et sted, hvor mange af Ørnebjerg områdets beboere ynder at lufte deres hunde..

Nu er projektet nået til den afsluttende fase, hvor højens ydre skal genskabes, dens profil var tydeligt præget af, at der i flere hundrede år har gået husdyr og græsset på den, højens kanter var også hårdt afpløjede, derfor er der blevet udlagt et læs stabilgrus på toppen af højen, det har bl.a. den fordel, at fremtidens arkæologer nemt kan se hvad der er blevet tilført her i 2006. I laget af stabilgrus er der tillige udlagt en membran af jute som er præpareret med bentonit, det er et naturprodukt som danner en næsten vandtæt membran, og den fungerer som en slags tag over kammeret. Ovenpå stabilgruset er der pålagt et tykt lag muldjord, efterfølgende er der blevet sået græs.

I sydsiden af højens fod er der blevet nedgravet en betonpæl, på pælen er der et stort "F" med en kongekrone ovenover, det markerer, at Stuehøj er et fredet mindesmærke. Foran højen lige ved siden af den 13 tons tunge sten, er der blevet placeret en info-stander, med en planche som fortæller om jættestuen. Som noget helt særligt, så har Ølstykkes Redningsberedskab sørget for at spule den den store sten som er blevet lagt foran jættestuen, og den tager sig meget bedre ud når alt jorden er vasket af.

Nu hvor højen er genskabt, så er der intet lys og ingen lyde som trænger ind i jættestuen, der er igen blevet helt mørkt og tyst inde i kammeret, og der vil året rundt være en ensartet kølig men frostfri temperatur.

Jeg vil afslutte den beretning med at sige, at det været en utrolig lærerig oplevelse at følge udgravningen og restaureringen af Stuehøj, når man løbende hen over to og en halv måned, på nært hold og i detaljer har fulgt et sådant projekt, og uge for uge har set de mange små og store del-processer, så er det næsten et antiklimaks, at projektet nu er færdigt, og at der slet ikke skal ske mere.

Det har i øvrigt været fantastisk at opleve, hvordan arkæologerne har givet sig tid at besvare spørgsmål fra dem der har besøgt udgravningen, alle har fået gode svar, og det uanset om det er skolebørn, som bare lige ville forhøre sig om der var fundet nogle skelletter, eller om det har været folk som studerer historie og arkæologi, svarene har i hvert enkelt tilfælde være tilpasset spørgerens forudsætninger.

Fredag den 16. juni 2006 kl. 14:00 var der officiel indvielse af den ny restaurerede Stuehøj jættestue, der var et meget stort fremmøde af børn og voksne fra Ølstykke, lokale politikere, lokalpressen, TV samt folk med særlig interesse i kulturhistorie, der blev holdt flere taler, Svend Illum Hansen holdt også en tale, hvor han summarisk fortalte om hvordan hele projektet var forløbet, han rundede sin tale af med at sige, at selv om Stuehøj er 5.000 år gammel, så er den blevet så go' som ny igen, og han appellerede især til de mange børn, og opfordredede dem til at passe godt på Stuehøj, så den bliver bevaret for eftertiden.

Derpå blev Stuehøj officielt indviet, det skete ved at en dreng fra Maglehøjskolen skar et rødt/hvidt plastbånd over, det blev gjort med en flintedolk fra stenalderen, dolken blev herefter overdraget til Maglehøjskolen.

© 2006 Niels Riis Ebbesen