Ålefiskeriet i Roskilde Fjord

Roskilde Fjord skærer sig dybt ned i Sjælland, og den har gennem årtusinder haft en enorm stor betydning for alle de mennesker, som har levet ved og af fjorden.

Helt tilbage fra længe før jægerstenalderen, der har Roskilde Fjord haft et artsrigt og mangfoldigt dyreliv. Dette ses tydeligt når arkæologerne udgraver nogle af de mange bopladser, som der er rundt om fjorden. Ved disse udgravninger finder arkæologerne kæmpe store og meter tykke køkkenmøddinger, som er fyldt med østersskaller, fiskeben, og knogler fra et stort antal arter af svømmefugle og landpattedyr. Og det er altsammen rester fra den mad, som stenalderens mennesker har kunnet fange og jage i nærheden af deres bopladser.

Mange af de fiskeben som arkæologerne finder i køkkenmøddingerne kan artsbestemmes, og ud fra benenes størrelse kan der også gives estimater på, hvor store fiskene har været, og i en køkkenmødding ved Selsø, som ligger dybt nede i fjorden, der er der fundet ben fra torsk, som formentlig har vejet over ti kilo. For fuldstændighedens skyld skal det dog lige tilføjes, at i jægerstenalderen var fjorden både større og dybere end den er i dag, landhævninger på op til 3-6 meter, har i løbet af de de sidste 7.000 år mere end halveret fjordens areal, og reduceret vanddybderne tilsvarende.

Det gode forhold mellem naturen og de mennesker som har levet ved Roskilde Fjord, har faktisk holdt sig helt frem til årene mellem første og anden verdenskrig, hvor landbefolkningen i de mindre byer omkring fjorden kombinerede deres små jordbrug med havjagt og fiskeri.

Ålefiskeriet
Roskilde fjord har tidlige været kendt for et ålefiskeri i absolut særklasse. Og frem til 1930 var der 190 erhvervsfisker på fjorden, som tilsammen landede ca. 500.000 kilo ål om året. Dengang deltog hele familien i arbejdet, og derfor har det været 190 familier som primært levede af fiskeriet, som dog blev suppleret med lidt agerbrug. Om forår indsamlede fiskerne også i tusindvis af mågeæg på holmene i fjorden, og i vintermånederne bedrev de tillige havjagt efter ande- og vadefugle.

Men fangsterne af ål i Roskilde Fjord, har været støt faldende hen over de sidste 85 år, og den negative udvikling skyldes helt sikkert et mix af en række faktorer, som allesammen har været til ugunst for ålene, men fællesnævneren er i alle tilfælde menneskelig dumhed og grådighed.

I 1930 fangede hver fisker i snit 2.600 kilo ål om året. Årsagerne til det beskedne udbytte var, at datidens fjordfiskere skulle bruge rigtig meget af tid på, at vedligeholde en træbåd, som ikke havde en motor, den skulle ros eller drives med sejl ud til fiskepladserne. Det har også krævet en kæmpe stor arbejdsindsats, at fremstille og vedligeholde en håndfuld redskaber, fiskerne har løbende skullet bruge tid på, at sy nogle nye ruser, og selv om ruserne blev kogt i tjære flere gange i løbet af en sæson, så rådnede de i løbet af et par år.

Men siden afslutningen på anden verdenskrig, der har fiskerne konstant fået bedre og mere effektive redskaber, den helt store effektivisering var ruser som var fremstillet af nylon, det er et næsten uforgængeligt materiale som ikke skal tjæres, og i de sidste fyrre år har alle fjordfiskerne haft motoriserede glasfiberbåde, som kun kræver minimal vedligeholdelse, derfor har de målrettet kunnet bruge alt deres tid på fiskeriet, og det har naturligvis medført et meget stort fiskepres på bestanden af ål.

Her i 2015 er der kun en enkelt fuldtids erhvervsfisker, og 7 bierhvervsfiskere tilbage på Roskilde Fjord, og de fanger tilsammen ca. 40-50 tons ål om året, og det svarer til ca. 8-10% af de årlige fangster frem til 1930.

Forureningen af fjorden
I årene efter anden verdenskrig, der skulle alle danskere ha' udskiftet det gamle das med et selvskyllende WC, og datidens ingeniører mente, at væk var et rør ud i den nærmeste å, sø eller fjord. Og udledningen af urenset spildevand, har helt sikkert haft en meget negativ konsekvens for ålebestanden Roskilde Fjord.

Men det var ikke kun spildevand som eutrofierede Roskilde Fjord, fra starten af 50'erne, hvor kunstgødningen blev indført som et vidundermiddel til det danske landbrug, og helt frem til i dag, der er der hvert år blevet tilført mange tons kvælstof til fjorden fra landbruget.

Og der er ingen tvivl om, at eutrofieringen har et stort medansvar for den kædereaktion af negative følgevirkninger, som har været en medvirkende årsag til, at ålebestanden i dag er nede på under 10% af den størrelse, som den havde i begyndelsen af 19-hundrede tallet.

Jeg kender og snakker regelmæssigt med mange af de gamle fiskere nede i Jyllinge havn, den ældste fisker var 98 år da han døde 2009, og alle de gamle fiskere kan fortælle nogle artige historier om, hvordan miljøet og vandkvaliteten var i Roskilde fjord, dengang de var unge.

De gamle fiskere kan f.eks. huske, hvordan alle de lavvandede områder i Roskilde Fjord ud til 5-7 meters dybde var dækket af et kæmpe stort sammenhængende tæppe af ålegræs, og de kan også berette om, at dybde sigtbarheden var så god, at de om sommeren kunne se ålene når de blussede og stangede ål på helt ud til 3 - 4 meter dybde. Og jeg kan hilse og sige, at vandet må ha' været krystal klart, hvis de i nattens mulm og mørke, ved hjælp af lyset fra en petromax-lampe, har kunnet se til, at stange nogle sorte ål, der svømmede rundt mellem noget mørkegrønt ålegræs.

Det er ganske vist korrekt, at vandkvaliteten i Roskilde Fjord er i bedring, det har faktisk hjulpet meget, at alle kommunerne rundt om fjorden har fået etableret biologisk og kemisk spildevandrensning, men der er meget langt til en tilstand, som tilnærmelsesvis er lige så god, som den iflg. de gamle fiskere var, før anden verdenskrig. Og fjorden kæmper jo forsat med, at fordøje alt det kvælstof, som udledes fra landbruget.

Skallegravning
I denne beretning om, hvordan menneskelig dumhed og grådighed har drevet rovdrift på en unik naturressource, der skal det selvfølgelig også medtages, at der i mere end 75 år blev gravet østersskaller op fra bunden af Roskilde Fjord, østersskallerne blev knust og solgt som et kalkholdigt fodertilskud til fjerkræ. I de første 50 år var det flere mindre firmaer, som nok ikke udgjorde et kæmpe stort problem, da deres graverier hovedsageligt blev brugt til, at gøre sejlrenderne bredere og dybere. Men i de sidste 25 år, der blev alle koncessioner samlet på et enkelt firma, som voldgravede fjorden og etablerede et så stort lager af skaller ved deres fabrik i Marbæk, at de kunne producere fodertilskud til fjerkræ, i næsten fire år efter, at miljølovgivningen havde sat en endelig stopper for graveriet i fjorden.

Det aller største problem var, at i forbindelse med opgravningen af østersskallerne, der blev skallerne vasket og skyllet rene for bundslam, det medførte, at det afskyllede slam bundfældede sig i en bred og flere hundrede meter lang fane væk fra skibet, hvor det dækkede og kvalte alt vegetationen på bunden af fjorden.

Ålegræsset
Nu om stunder er der kun ganske lidt ålegræs tilbage i Roskilde Fjord, og der er slet ikke noget ålegræs på dybder over 3 meter. Der er nemlig stadig så mange svævealger om sommeren, at de skygger for solens lys, så der ikke kan gro ålegræs og andre vandplanter på større dybder. Og så er ålegræs en vandplante som næsten kun bredder sig med rodskud, og det er en meget langsommelig process. Derfor burde man seriøst overveje, om det kunne være muligt at dyrke og udplante ålegræs, for på den måde at få genetableret en større udbredelse.

Men i forhold til ålene, så vil det nok ikke hjælpe ret meget med noget mere ålegræs, iflg. biologernes vurderinger, så er bestandene af den atlantiske ål i dag helt nede på under 10% af den oprindelige og naturlige bestand, og ålens specielle livscyklus, hvor den kun formerer sig en enkelt gang i deres livsforløb, den gør, at de skrøbelige bestande næppe kan genvinde det tabte terræn, med mindre der bliver indført et totalt stop for redskabsfiskeri efter ål.

Det er før set, at en art som har været tæt på udryddelse, har kunnet genopbygge sig selv efter en fredning, med ålene vil det dog blive et projekt som vil tage mange år, og det vil under alle omstændigheder forudsætte, at alle de andre EU-lande er med på ideen. For li'som det ikke nytter ret meget, at vi her i Danmark forbyder fritidsfiskerne at fiske efter ål, når erhvervsfiskerne blot fanger endnu flere ål, så vil det jo heller ikke hjælpe ret meget, at vi i de danske farvande laver en ensidig fredning af ålen, hvis det medfører, at vores nabolande blot skruer op for deres fangster.

De ålehandlingsplaner som der p.t. er indført i Danmark og de andre EU-lande, er netop designet på den måde, at de ser meget pæne ud på de papirer som bliver fremlagt i EU, men i praksis så er det kun nogle beskedne og næsten virkningsløse begrænsninger, og der fiskes og fanges forsat meget store mænger ål i alle EU-landene.

Svømmeblæreormen
Og skulle det helt usandsynlige ske, at alle EU-landene kan blive enige om, at lave en total fredning af ålene, så kan det sagtens vise sig, at det bliver en lille parasit som giver dødsstøddet til den atlantiske ål. Parasitten er en svømmeblæreorm som lever inde i ålenes svømmeblære.

Svømmeblæreormen stammer fra Stillehavet, og man har en teori om, at den i slutningen af 70'erne eller i starten af 80'erne er blevet importeret til Europa fra Stillehavet, som æg eller larver i handelsskibenes ballastvand. De ålearter som lever i Stillehavet, har hen over mange årtusinder dannet en resistens og modstandsdygtighed overfor svømmeblæreormen, men den atlantiske ål har slet ikke denne resistens, og biologerne har ikke noget viden om det kan være et problem for ålene, at deres svømmeblære er fyldt op med svømmeblæreorm, når de skal krydse 7.000 kilometer over atlanterhavet til deres gydeområde i Sargassohavet.

© marts 2015 - Niels Riis Ebbesen