Høhøst

I de gode gamle Morten Korch film, er den danske sommer symboliseret ved idylliske scener, hvor der er hårdt arbejdende karle som går ude i engene og slår græsset med le, og piger der river høet sammen, og sætter det op i høstakke. Og himlen er altid Technicolor blå med små hvide lammeskyer, og lydsporet bakker hele stemningen op med lærkesang.

Her i 2010 er der naturligvis sket meget i forhold til dengang i starten af 1950'erne, hvor Morten Korchs film blev indspillet, men det er stadig højsommer, og himlen skal være blå når høet bliver høstet.

I starten af juli måned, har græsset udviklet aksene, og så skal det høstes inden det smider frøene. Og det er vigtigt at ramme nogle gode dage med tørt og varmt sommervejr, så græsset hurtigt kan blive så tørt, at det kan presses til høballer.

Tidligere blev høhøsten regnet for den vigtigste høst, da dens størrelse og kvalitet havde en helt afgørende betydning for, om der var nok vinterfoder til alle husdyrende.

Køer, får og gedder kan godt overvintre på en diæt af tørt hø og vand, heste er mere fordringsfulde, de skal også have et supplement af rodfrugter og valset byg eller havre.

I gamle dage blev høet høstet i de frugtbare englodder, det var et kæmpe stort arbejde, græsset blev først slået med le, derefter lå det i nogle timer og fortørrede oven på stubbene, og når det var delvist tørt, så blev det med håndkraft revet sammen og stakket op på træstativer, hvor det kunne tørre helt færdigt, og efter nogle dage kunne det så køres hjem til gården, og læsses op på høloftet.

Når høet skulle lægges op i stakkene, og læsses på vogne, så brugte man en høtyv, det er i øvrigt en betegnelse, som har sine rødder i det oldnordiske ord heytjuga, det var oprindeligt en gaffelformet gren, som blev brugt til at flytte hø med.

Træstativet gjorde, at høstakken var hul indeni, og det sikrede en god ventilation så høet hurtigt tørrede, og når først høet var stakket, så kunne det godt tåle en regnbyge, uden at der opstod råd eller skimmelsvamp.

Hvis der dannes skimmelsvampe på høet, så bliver det uegnet som dyrefodder.

Hø der ligger på stubben tåler ikke ret godt at få regn, og hvis det alligevel får en regnbyge, så skal det vendes et par gange, når det er holdt op med at regne, så det også kan blive tørt på undersiden.

De frugtbare englodder, hvor man tidligere høstede høet, lå altid i ådalene, som i slutningen af vinteren blev oversvømmet med åvand, det efterlod masser af næringsrigt slam på engene, når åen i løbet af foråret trak sig tilbage til hovedløbet. Det skabte nogle frodige enge med masser af friskt grønt græs, og derfor blev egene i gamle dage kaldt for den gode ageres moder. Engene leverede nemlig alt det hø, som husdyrene skulle leve af hele vinteren, og de omsatte høet til staldgødning, og det kunne så om foråret spredes ud på de marker, hvor der skulle dyrkes korn og grøntsager.

Nu om stunder er høhøsten en 100% maskinel proces, hvor der ikke er ret meget som bliver rørt med menneskehånd, og et par mand kan nemt høste mange hektar græsmark i løbet af en enkelt arbejdsdag.

Men høhøsten er stadig afhængig af nogle dage med tørt og solrigt vejr, for selv om man også har maskiner til at vende høet, så kan et par dage med regn forringe høsten, da den skal tørres helt færdigt, hvor det ligger oven på stubbene. Og høet er først tørt nok, når det støver under presningen.

Brugen af maskiner har medført, at man ikke længere høster høet ude i engene, der er jorden nemlig så blød, at den slet ikke kan bære de store tunge maskiner som vil køre fast, og derfor er hø-produktionen flyttet til marker, hvor der også kan dyrkes korn, raps, o.s.v. Moderne industrielt landbrug er heller i afhængig af husdyrgødningen, den betragtes blot som noget besværligt affald, da det er meget nemmere og billigere at sprede kunstgødning på markerne.

De moderne maskiner kan vrappe høballerne i en plastikfilm, det er en 100% vandtæt emballage, som beskytter den færdigt pressede høballe mod fugt og regn. Den er faktisk så tæt, at høballerne uden videre kan opbevares udendørs.

Nu om stunder, er det kun en mindre lille del af høet, som bliver anvendt som fodder til køer og får, køerne bliver hovedsageligt fodret med ensilage og roer, og der er ikke ret mange som holder får, så her i Nordsjælland bliver langt det meste hø brugt som vinterfodder til heste, og dem er der jo mange af her i området - og jeg kan i øvrigt hilse hesteejerne og sige, at høhøsten er rigtig god i år, der har været et højt udbytte, og kvaliteten er i top.

© Juli 2010 - Niels Riis Ebbesen