Thylejren

Thylejren bliver også kaldt Frøstruplejren, Det ny samfund og Nordjyllands Christiania, og til det må man vel blot sige, at et kært barn har mange navne. De tre første navne er helt naturlige, lejren ligger jo i Thy, få kilometer fra landsbyen Frøstrup, og foreningen, som i sin tid grundlage lejren, hed Det ny samfund. Men tilnavnet Nordjyllands Christiania har derimod været et politisk forsøg på at dæmonisere lejren, og det er ganske misvisende og urimeligt, da Thylejren fra starten har ejet den jord, den ligger på, og den har altid svaret ejendomsskatter og betalt for el, vand, renovation o.s.v.

Dengang da Thylejren blev grundlagt i 1970, var jeg selv en ung hippie, som lige var flyttet ind i et økologisk jordbrugskollektiv. Jeg var selvfølgelig modstander af Nato, atomkraft, og USA's krig Vietnam. Men jeg må indrømme, at jeg aldrig fik besøgt Thylejren, hvilket nok skyldtes, at om sommeren var der meget arbejde på de 6 tønder land, som hørte til den gård, vi havde lejet, og vores mål var jo at være selvforsynende med grøntsager. Dette har medført, at jeg kun har fået det indtryk af Thylejren, som jeg blev påduttet af medierne, men det meget ensidige billede af lejren, er dog blevet nuanceret af beretninger fra nogle af mine bekendte, som har besøgt lejren.

Derfor var det helt oplagt, at Annelise og jeg her i 2013 skulle lægge vores rute forbi Thylejren på dette års ferie-cykeltur i Nordvestjylland, så vi ved selvsyn kunne danne os et personligt indtryk af lejren - og med egne øjne se og opleve stedet. Og jeg må straks sige, at vi fik en meget positiv oplevelse, så hvis du har nogle negative fordomme omkring lejren, som du ikke ønsker at få forstyrret, så skal du undlade at læse videre.

Den 11. juli 2013 ankom vi til Thylejren ved 20-tiden om aftenen efter en næsten 100 kilometer lang cykeltur fra Aalborg, hvor vi havde været et smut forbi vikingegravpladsen på Lindholm høje.

Det havde været en meget varm cykeltur med henholdsvis 15 og 25 kg bagage på cyklerne, så det er på ingen måde en overdrivelse at kalde det en hård tur.

Derfor var det en stor glæde, at vi straks blev budt velkommen, af de føste mennesker, som vi mødte i Thylejren, de spurgte om det var vores første besøg i lejren, og da vi kunne bekræfte dette, så begyndte de helt uopfordret, at fortælle os om alt det praktiske i lejren, hvor der var en vandpost, hvor toiletterne var, og at vi kunne slå vores telt op lige hvor det passede os, det blev endda suppleret med en orientering om, i hvilken retning solen stod op, så vi kunne vælge en plads med morgenskygge, hvis vi gerne ville sove længe.

Vores lille kuppeltelt har imidlertid en alubelagt yderside, så det bliver ikke kogende varmt, når det står i solen, og vi er jo begge rimelig morgenduelige, så derfor valgte vi en placering, som ikke lå alt for langt væk fra det sted, hvor vi kunne hente vand.

Vi fik hurtigt slået teltet op, og da vi var meget sultne oven på den lange cykeltur, gik vi straks i gang med at lave aftensmad. Efter spisningen fik jeg lov til at vaske op i lejrens store fælleskøkken, hvor der er en stor køkkenvask, varmt vand og lys. Efter tandbørstning (bag nogle halmballer i udkanten af teltpladsen) krøb vi hurtigt ned i vores soveposer og faldt i søvn.

Næste morgen vågnede vi op til fuglenes sang, og jeg bød Annelise velkommen til Det nye samfund med en bemærkning om, at helt herude, der var der ikke nogen rudekuverter, som kunne nå frem. Den påstand blev dog afkræftet, da vi senere på dagen var på indkøb i Thylejrens egen købmandsbutik, Bixen, som også fungerer som det lokale postkontor, hvor lejrens beboere afhenter deres breve. I postbunken kunne jeg nemlig ikke undgå at se, at der var rudekuverter fra Skat, Telia, Tele-3 o.s.v.

De første to ting, vi lærte i lejren, var, at alle hilser på hinanden, og at de mange hunde, som bor i lejren er fredelige, og at de derfor sagtens kan gå løse. Vi oplevede ikke en eneste gang, at der var hunde, som gøede eller havde en aggressiv attitude, det var også helt åbenlyst, at hundene nøje kendte deres plads i den flok, der var i lejren, hvor de havde indordnet sig i det hieraki, der er på stedet.

Efter vi havde spist morgenmad, startede vi vores første dag i Thylejren med at gå en tur i Bixen for at gøre nogle indkøb. Det var en rigtig hyggelig oplevelse, for selv om det er en lille butik, så havde den et meget stort udvalg af rigtig gode varer, og der var helt klart satset på, at grøntsager, frugt, mælk, æg, kød, o.s.v. skulle være økologisk. Sommergæsterne og de små husholdninger uden køleskab eller fryser blev også tilgodeset, da man kunne købe de fleste varer i små portioner. Og som noget helt særligt, så var hylderne med slik gemt bag et forhæng, der blev kun solgt slik lørdag og søndag, og denne regel gjaldt både børn og voksne!

På vejen tilbage til teltet, fik jeg en hyggelig snak med en af lejrens beboere, som hedder Philip. Han bor i en dome, der ligger tæt ved det sted, hvor vi havde slået vores telt op. Philip er en rigtig tusindkunstner med tjek på mekanik og elektronik, og han har et meget veludstyret værksted, hvor han bruger en del tid på at bygge alm. cykler og ladcykler om til el-cykler. Det er også ham, som folk går til, når de skal ha' repareret deres cykler.

Philips el-cykler er et meget udbredt transportmiddel i lejren, for de gør det muligt for beboerne i lejren næsten at være uafhængige af biler, også selv om der der er ca. 23 km ind til Thisted, som er den nærmeste større by. Og iflg. Philip så kunne han på et fuldt opladet batteri cykle ind til Thisted og tilbage til lejren igen med en gennemsnitsfart på over 20 km. i timen.

Når det om vinteren er koldt, så er Philips dome opvarmet af et brændefyr, men fyret kunne også bruges til at producere varmt vand til et dejligt baderum, som er indrettet i en tilbygning til domen. Philip deler gerne sit baderum med lejrens øvrige beboer, og os, som bare var på besøg i lejren. Hvis der var nogle stykker, som var interesseret i bad, så tændte Philip op i fyret, og når vandet var varmet op, så kostede et dejligt varmt bad kun 10 kroner.

Resten af dagen brugte vi på at gå rundt i Thylejren og fotografere de mange spændende huse, og når man interesserer sig for byggeri og arkitektur, så får man virkelig en oplevelse, for der er ikke to huse i lejren, som er helt ens. De mange små huse byder på intet mindre end et væld af kreative ideer og finurlige detaljer, og alle husene er bygget helt eller delvis af genbrugsmaterialer. Her kunne de arkitekter, som sidder og tegner ensformige rækker af parcelhuse og almennyttige boliger virkelig lære noget.

Medens vi var i lejren, så vi også på noget igangværende byggeri, hele konstruktionen var af træ, alle materialerne havde de selv skåret op til lægter og planker fra rå træstammer, der var købt i skoven. En af lejrens beboer havde bygget et lille low-budget savværk, hvor den store savklinge er erstattet af en kædesav.

På vores tur rundt i lejren blev vi ved et herligt sammentræf inviteret indenfor hos et par der hedder Pia og Claus, som viste os deres hus og bød os på kaffe og the. Deres hjem var meget smagfuldt indrettet, og udsmykket med malerier som var malet direkte på væggene, på gulvet ved siden af sofabordet lå der en kæmpestor landskildpadde, som jeg først havde antaget var en skulptur, men da den bevægede sig, så måtte jeg jo revidere min opfattelse.

Pia og Claus sang og spillede begge i et lokalt rockorkester, og de havde et øvelokale i den ene ende af huset, hvor vi fik fornøjelsen af at lytte til nogle smagprøver på den musik, som de arbejder med, det var smadder hyggeligt og meget inspirerende.

Da vi efter aftensmaden sad og slappede af foran vores telt, der kunne vi uden forbehold konstatere, at den første dag i Thylejren havde budt os på et væld af spændende og inspirerende oplevelser, vi havde også fået at vide, at der i lejren kun var nogle få regler, som til gengæld blev håndhævet meget strengt. Tyveri, hærværk, slagsmål, vold og hårde stoffer bliver ikke accepteret, og overtrædelse af disse regler medfører øjeblikkelig bortvisning fra lejren, det gælder også de fastboende, som bliver udstødt, hvis de bryder reglerne.

Efter et par fantastiske dage i Thylejren skulle vi videre på vores cykeltur, og da vi ville betale for vores ophold i Bixen, fik vi at vide, at der er en fast pris på 10 kroner pr. person pr. døgn, når man opholder sig i lejren, og det gælder for alle, uanset om man er turist eller bor fast i lejren, det vil sige, at den månedlige husleje i Thylejren er 300 kroner pr. person, og de fastboende har naturligvis også udgifterne til el, varme, o.s.v.

Jeg kan runde denne beretning af med, at vores oplevelser i Thylejren var så gode, at da vi var nået et stykke ned på Mors, der snakkede vi om, at droppe alle vores planer og cykle tilbage, og holde resten af ferien i Thylejren. Men vi blev trods alt enige om, at vi om nogle år kunne planlægge en hel ferie i lejren, og bruge den som udgangspunkt for endagscykelture i området, hvor vi bl.a. kan se Hjardemål Kirke, som aktivister fra lejren besatte tilbage i 70'erne, og de små fiskerlejer i Nørre Vorup og Klitmøller.

Det er meget svært at skrive noget decideret negativt om Thylejren, men vi stødte dog på en enkelt ting, hvor der var god plads til forbedringer, og det var de toiletter der var til lejrens sommergæster, de var virkelig under al kritik, det skyldes nok, at alle de fastboende efterhånden har fået lavet deres egne toiletter, og derfor ikke tænker over, hvordan de offentlige toiletter fungerer. Men som gæst i lejren, der kan jeg kun sige, at jeg gerne ville betale 2 eller 5 kroner for et toiletbesøg, hvis der var nogle ordenlige og hygiejniske toiletter.

Til slut vil jeg oplyse, at hvis dette skriv, og mine billeder skulle gi' nogen lyst til at besøge Thylejren, så kan de med fordel læse bogen "Mit liv i Thylejren 1975 - 1984" som er skrevet af Michael Perlmutter, det er en meget ærlig og troværdig fortælling, som giver et rigtig godt indblik i lejrens historie.

Der findes også en nyere fotobog med titlen "Thylejren i dag", som er fotograferet og skrevet af Bodil Koefod Nielsen, bogens billeder er udmærkede, men hun kommer aldrig ind under huden på lejren og dens beboere, det er som om, at hun holder lejren ude i en strakt arm.

Endelig så er der Peter Øvig Knudsens to bøger om hippie-kulturen i 70'erne, de indeholder også en masse omkring Thylejren. Jeg synes dog, at markedsføringen af bøgerne har fokuseret alt for ensidigt på hippiernes afslappede forhold til nøgenhed og seksualitet. Og folk bliver i hvert fald meget skuffet, hvis bøgerne bringer dem i den tro, at de skal op i Thylejren og se på nøgne mennesker.

Til aller sidst vil jeg runde af med en tak til Thylejren og den beboere for et par dejlige dage, som er fast prentet i mine erindringer og på mine billeder.

© 2013 Niels Riis Ebbesen