Høslet i et kalkkær ved Roskilde Fjord

I slutningen af sommeren mødes en gruppe af folk i et fredet kalkkær, som ligger i strandengene ved Roskilde Fjord, de er allesammen med i et høslet-laug, og de gør en kæmpe stor indsats for at redde en masse meget sjældne planter fra blive kvalt af rørskov.

Området har siden en gang i bondestenalderen været afgræsset af kreaturer, og de har sørget for, at det ikke groede til i tagrør, dueurt, pil og rødel. Og tilbage i tiden før de første agerbrugere satte dyr på græs i området, der har vilde dyr som urokser, bisson, vildheste, kronvildt og rådyr afgræsset området, da den fugtige bund i kæret sørgede for, at der selv i meget tørre sommerperioder var rigeligt med frisk og grønt græs.

Men udviklingen har desværre medført, at der konstant bliver færre og færre landbrug som har et husdyrhold, og for en effektiv landmand er det alt for tidskrævende og besværligt, at skulle tilse og passe nogle få kreaturer som går langt ude i nogle strandenge, så derfor bliver disse områder ikke længere afgræsset, og det medfører naturligvis, at de er ved at gro til.

Det vil være et meget stor tab for for den danske natur, hvis dette område groede til med rørskov, et kalkkær er nemlig en relativ sjælden naturtype, og det rummer et meget stort antal meget sjældne plante-arter, som alle er afhængige af, at området er lysåbent, og at kæret er kalkrigt, fugtigt, og nærringsfattigt.

I et kalkkær kan man finde op til 130 forskellige plantearter, og arts diversiteten er meget stor, 20 - 30 arter pr. kvadratmeter er ikke usædvanligt, og derfor kaldes det også et ekstremrigkær - det er nemlig et kær som er ekstremt rigt på arter.

Og lige netop området her i strandengene ved Roskilde Fjord, rummer blandt andet mygblomst, leverurt, pukkellæbe, sump-hullæbe og Danmarks sidste forekomst af Langakset Trådspore, som er en ekstremt sjælden gøgeurt og orkide, der kun kan trives i et kalkkær.

Her ved Roskilde Fjord og på en række andre lignende biotoper, som ligger rundt om i landet, har man nu i flere år forsøgt at kompensere for den manglede afgræsning, ved at der er dannet lokale høslet-laug af frivillige, som med le slår arealerne, efter skårlægningen rives høet samme og fjernes fra området, på den måde sørger man for, at kalkkæret vedbliver med at være lysåbent og nærringsfattigt.

Ved første øjekast kan det godt virke meget hårdhændet, når man slår et område med le, men det er faktisk en meget skånsom metode, det er også sådan, at langt de fleste af de arter som man ønsker at bevare, de er afblomstret på denne årstid, og de har for længst kastet deres frø. Det er også karakteristisk for nogle af de sjældne planter, at de er så lavtvoksende, at de holder sig lige under den højde hvor leen skær. Årtusinders græsning har formentlig skabt en udvælgelse, hvor det var en fordel at være lidt lavere end græstuerne. Og de forskellige gøgeurt arter har enten rodknolde eller jordstængler, hvorfra de skyder igen år efter år.

Gøgeurtens rodknolde minder i øvrigt om to testikler, og gammel overtro tillagde disse knolde en potensfremmede virkning, dette medførte, at den tidligere blev indsamlet i store mænger, og denne rovdrift er årsagen til den oprindelige fredning af planten.

Det er under alle omstændighedder et hårdt arbejde at slå med en le, og i den forbindelse kan vi så tænke på, at frem selvbinderens opfindelse i 1880, der blev hele Danmarks kornareal høstet med le, og det var langt fra alle gårde som straks anskaffede sig en selvbinder, så helt frem til mellem-krigsårene, var der stadig mange mindre gårde og husmandssteder, hvor kornhøsten forsat skete med le. Og det var først efter anden verdenskrig, at høhøsten blev mekaniseret ind til da skete alle høslet med le, og høet blev efterfølgende med håndkraft revet sammen og sat op til tørring i høstakke.

En høstak et træstativ, som høet lægges op på, det gør at det er hævet op over den fugtige jord, og da stakken er hul, så sker der også en naturlig ventilation gennem stakken, som sikrer en hurtigere tørring af høet, og stakket hø kan godt tåle nogle mindre regnbyger.

Der er flere af høslet laugets medlemmer, som er meget rutinerede med en le, de arbejder sig fremad i en bane som er lidt over en meter bred, og deres teknik er sådan, at det skårlagte hø lægger sig i en bunke i vestre side af banen, og det er imponerende at opleve, hvor effektivt de arbejder, og hvor stort et stykke de kan slå på nogle få timer.

Men det handler også om teknik, leens skaft skal have den rette længde, så det nøje passer til brugeres højde, og håndtagenes placering skal passe til længden på hans arme, og så skal der naturligvis slås på den helt rigtige måde.

Høslet laugets erfarne og rutinerede medlemmer er meget hjælpsomme, og de er også meget omhyggelige med at instruerere de nytilkomne medlemmer, så de får indøvet den rigtige arbejdsmetode.

Man når ikke ret langt med en sløv le, så det handler også om, at leen skal være slebet på de rette måde, så den er skarp som et barberblad, og man skal selvfølgelig passe på, når man stryger skæret, for hvis man et øjeblik er uopmærksom, så kan det nemt gå galt.

Når man går rundt i kalkkæret, så kan man tydeligt fornemme effekten af, at det nu er tredie år i træk, at der bliver slået hø i området, de forgående års høslet har medført, at tagrørene er på retur, de står ikke så tæt, og de er slet ikke nær så høje og kraftige som dem der kan ses i udkanten af kæret. Og det er jo med til at gi' en hel masse optimisme, når det på den måde kan ses, at arbejdet med leen giver gode resultater.

Og det er mange tons hø, som der bliver slået i løbet af nogle få timer, og sammenrivningen af det nyslåede hø er et tungt arbejde, som er ekstra besværligt, da kalkkæret består af tuer, som gør at det er ujævnt.

Efterhånden som alt høet er revet sammen, så skal det slæbes ud af området, den arbejdsproces blev klaret ved, at transportere høet på nogle presenninger, og da grønt og nyslået hø er tungt, så var det mange tons hø som på den måde blev slæbt ud af kalkkæret, men det er netop en vigtig del af projektet, at høet bliver fjernet fra området, så det ikke ligger og igen bliver omsat til nærringsstoffer.

I gamle dage blev de enge hvor man høste hø kaldt for den gode agers moder, dengang fandtes der nemlig ikke kunstgødning, så den eneste gødning man havde til rådighed, var den staldgødning som husdyrene producerede i løbet af vinteren, efterhånden som de tyggede sig gennem høloftets forråd af hø.

Et af målene for de kommende år, vil i øvrigt være, at få fældet alle de rødel træer som står i kanten af kalkkæret, de er nemlig en alvorlig trussel for den naturlige balance i området, da de allerede er i gang med at bredde sig ind i kæret, og deres rødder er også med til at udtørre området.

Efter 6 - 7 timers arbejde kunne høslet laugets medlemmer begynde at se enden på arbejdsopgaven, tre områder i kalkkæret som tilsammen udgør knap en hektar er blevet slået, og det skårlagte hø er revet sammen og slæbt ud af kæret.

Og det bliver meget spændende at se, om der kan registreres en fremgang, når botanikerne til næste forår vender tilbage til området og laver optællinger af arter og eksemplarer.

Det vil jo være meget trist, hvis vi ikke længere har langakset trådspore i Danmark, og at vi skal til at rejse til Norge og Sverige for at se den.

For en god ordens skyld skal det lige oplyses, at alle planter af arten gøgeurt er total fredet, de må ikke plukkes, opgraves eller på anden måde beskadiges, men disse planter er nu også smukkest, når de opleves på deres naturlige voksesteder.

© 2010 - Fotos og tekst: Niels Riis Ebbesen