Et sidste besøg på Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm

Her i starten af oktober måned kom den nye Venstre-regeringen med en udmelding om, at Jagt- og Skovbrugsmuseet skal flyttes til Gl. Estrup på Djursland, hvor det skal lægges sammen med Landbrugsmuseet. Derfor har jeg som mange andre valgt at besøge museet. Jeg ville nemlig være helt sikker på, at jeg fik set dets samlinger en sidste gang inden de bliver flyttet, og det var faktisk med vemod, at jeg gik rundt og kiggede på de udstillede genstande.

Jeg er cyklist, og jeg er meget bevidst om, at når først Jagt- og Skovbrugsmuseet er blevet flyttet til Djursland, så har jeg ikke længere mulighed for, at besøge museet på en en-dags cykeltur. Og derfor kan turen godt betegnes som en slags rettidig omhu.

Det var tilbage i midten af 60'erne, medens jeg gik i folkeskolen, at jeg første gang besøgte Jagt- og Skovbrugsmuseet. Her i dag, hvor der er gået næsten 50 år siden mit første besøg, der kan jeg slet ikke undgå, at tænke tilbage på min biologilærer, hun var en dygtig formidler som brændte for lærergerningen, hun havde arrangeret en ekskursion op til museet i Hørsholm, og jeg husker tydeligt, at hun førte os gennem Jagt- og Skovbrugsmuseets samlinger, og hvordan hun forklarede os om alle de genstande som der dengang var udstillet, og hun bibragte mig og mine klassekammerater en uforglemmelig og lærerig oplevelse.

Jeg er opvokset i Farum tæt på skov og sø, og lige fra dengang, hvor jeg som dreng startede med at bygge huler og lege i skoven, der har jeg haft en stor interesse for alle de dyr og planter der lever i den. Og det var naturligvis meget spændende og lærerigt, at opleve hvordan Jagt- og Skovbrugsmuseets samling kunne sætte mine egne naturoplevelser ind i et meget større og kulturhistorisk perspektiv. Det har også været den væsentligste årsag til, at jeg gennem årene har genbesøgt museet flere gange, bl.a. med mine egne børn, da jeg selvsagt har haft et stort ønske om, at bibringe dem min egen glæde ved skoven og naturen.

Det lykkedes for mig, at få lagt min sidste tur til Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm, på en skøn efterårsdag i begyndelsen af oktober måned, hvor solen skinnede gennem træernes blade, som allerede var begyndt at få gullige efterårsfarver. På sådan en lang cykeltur er der naturligvis tid til en hel masse eftertanke, og det der egenlig undrer mig mest, det er, at man vælger at flytte museet langt væk fra det lokalområde, hvor det har været placeret i mere end 70 år, museet har jo en helt særlig tilknytning til Hørsholm og de mange store gamle skove, som der ligger i Nordsjælland.

I hovedstadsregionen bor mere end en trediedel af Danmarks befolkning, derfor er Jagt- og Skovbrugsmuseets nuværende placering ideel i forhold til de almene samfundsinteresser. I en radius på under 40 km fra museet bor der ca. 1,76 mill potentielle museumsgæster. Og de kan allesammen nemt og på under en time, komme til museet med tog og bus, eller i egen bil. Det er naturligvis også en mulighed, at de som mig kan vælge cyklen som transportmiddel, men så tager turen bare lidt længere tid.

Med Jagt- og Skovbrugsmuseets fremtidige placering på Djursland, der kommer det jo til at ligge meget langt væk fra alting, og der bor vel højst 40-50.000 potentielle museumsgæster i radius på 40 km fra Gl. Estrup.

En helt anden ting er også, at selve flytningen af Jagt- og Skovbrugsmuseet bliver et meget dyrt projekt, først skal hele samlingen pakkes sammen, derefter skal den transporteres til Djursland, og så skal den genopstilles, og den proces kommer sikkert til at tage mere end et år, hvor museet vil være lukket ned.

Hvis politikerne forventer, at det skal gi' nogle økonomiske besparelser, at placere Jagt- og Skovbrugsmuseet i Gl. Estrup på Djursland, så er det rendyrket 'Ebberød Bank', da flytteudgifterne uden tvivl vil være større end de kommende 20-30 års besparelser, og så vil det jo også give færre entré-indtægter, når museet bliver placeres i et tyndt befolket område.

Og når de smukke gamle fredede bygninger i Hørsholm, er blevet tømt for museets samlinger, så har staten forsat udgifterne til driften og vedligeholdelsen af dem, og bygningerne er hen over årene blevet indrettet, så de er dedikeret til et museums behov, derfor vil det blive ekstra dyrt, at tilpasse og ombygge dem til nogle nye formål.

© oktober 2015 Niels Riis Ebbesen