Nanna og Jeppe Aakjærs hjem i Jenle

Nanna of Jeppe Aakjærs hjem i Jenle er i dag omdannet til et museum og lokalt kulturcenter, som hylder den kendte forfatter, og giver museets gæster mulighed for en guidet rundvisning i det hjem, som dannede ramme om deres liv.

I gården udlænger er der arbejdende værksteder med billedskærer, billedkunstnere og trædrejning, samt en udstilling der visualiserer de livsvilkår, som de fattige bønder og landarbejdere levede og arbejdede under, på landet i slutningen af 18-hundrede tallet, og som er afspejlet i Jeppe Aakjærs store forfatterskab. Den gamle lade er indrettet til festsal med en scene, hvor der løbende hen over sommerhalvåret bliver afholdt i hundredevis af foredrag og arrangementer, med Jeppe Aakjærs sange, digtning og forfatterskab som omdrejningspunkt.

Kulturarven efter Jeppe Aakjær er et meget stort antal sange, digtsamlinger og bøger. Og der findes i dag et Jeppe Aakjær litteraturselskab, der i 2012 talte over 1500 medlemmer, og som har til huse i Nanna og Jeppe Aakjærs kunstnerhjem i Jenle.

Museet i Jenle har også en butik, hvor de besøgende kan købe alle hans bøger, og CD'er hvor kendte kunstnere har indspillet og indsunget hans sange.

Den korte histore om Jeppe Aakjærs liv

Jeppe Aakjær er født Jeppe Jensen, den 10. september 1866 i landsbyen Aakjær, Fly Sogn ved Skive, han døde 63 år gammel, den 22. april 1930 på gården i Jenle.

Landsbyen Aakjær ligger ca. ti kilometer syd for Skive, lige ned til Karup Å. Byen Aakjær var i 18-hundrede tallet en lille flække med kun seks gårde, her voksede Jeppe Aakjær op sammen med sine syv søskende, på den fattigste af byens gårde.

Dengang var børnene en vigtig og uundværlig del af arbejdskraften på landet, og Jeppe Aakjær måtte tidligt hjælpe til med arbejdet på gården. Hans arbejde bestod bl.a. i pasning af gårdens kreaturer, der gik i engene ved Karup Å. Og det er nok her, at hans meget store kærlighed til Karup Å blev grundlagt.

Arbejdet på landet var ufatteligt hårdt og meget slidsomt, med lange arbejdsdage, der startede når solen stod op, og som først sluttede når den gik ned igen. Og det bør i denne forbindelse bemærkes, at i 1800-tallet var selv de fattigste bøder og deres familier, langt bedre stillede end de jordløse landarbejdere og daglejere, som i bedste fald fik noget ringe mad, og en soveplads i stalden for deres hårde arbejde. Derfor oplevede og følte Jeppe Aakjær allerede fra barns ben, de hårde vilkår der var de fattige bønders og landarbejderes lod, og det er netop den forståelse, som afspejler sig i hans digtning og hele hans forfatterskab.

Jeppe Aakjær var så heldig, at han på Fly Skole fik en ung lærer som hed Niels Jakobsen, og han kunne se, at Jeppe Aakjær havde boglige evner, og det skulle få meget stor betydning for hans fremtid. Niels Jakobsen insisterede på, at den unge Jeppe Aakjær skulle holdes til bogen, men da hans arbejdskraft ikke kunne undværes på gården, så blev der indgået en aftale med Jeppe Aakjærs far, som gik på, at hvis Jeppe Aakjær kunne gøre sit arbejde hurtigt færdigt, så måtte han bruge den overskydende tid på bøgerne.

Dengang var reglerne på landet, at bondens søn også blev bonde, så i første omgang ændrede det ikke på Jeppe Aakjærs fremtidsudsigter, at han brugte fritiden i selskab i med de bøger, som hans lærer Niels Jakobsen kunne skaffe. Han skulle være bonde som sin far.

Men Niels Jakobsen insisterede på, at den unge Jeppe Aakjær skulle holdes til bogen. Og han skaffede 1982 den kun 16 år gamle Jeppe Aakjær et ophold på Staby Højskole, det blev Jeppe Aakjærs første skoleophold borte fra hjemmet i landsbyen, og starten på en lang boglig uddannelse, som førte Jeppe Aakjær til København.

Jeppe Aakjær kom til København i 1884, hvor han blev indskrevet på Blaagaard Seminarium, herfra tog han præliminæreksamen i 1886. Herefter fulgte et kort ophold på Askov Højskole (1887-1888), og nogle kortere ansættelser som lærer på forskellige skoler, men han blev aldrig glad for lærergerningen.

Derfor vendte Jeppe Aakjær tilbage til København, hvor han i 1895 tog en studentereksamen, det skete med økonomisk støtte fra Per Odgaard og Espen Andersen. Efter studentereksamnen gik han videre med et historiestudie på Københavns Universitet, og her måtte han arbejde hårdt for at tjente til studierne, blandt andet ved at han læse korrektur på dagbladet Politiken. Han hentede et prøvetryk af avisen klokken otte om aftenen, læste hele natten, og afleverede korrekturen igen klokken seks næste morgen.

I København blev Jeppe Aakjær gift med Marie Bregendahl, som blandt andet drev et pensionat for at tjene penge til familien, der i 1894 var blevet forøget med en søn. Ægteskabet kunne desværre ikke overleve under de hårde vilkår. Parret blev skilt i 1900. Marie Bregendahl slog siden igennem som forfatter. Sønnen Svend Aakjær, som Jeppe Aakjær havde sammen med Marie Bregendahl, blev først landsarkivar på arkivet i Viborg, og endte sin karriere som rigsarkivar.

Gennem alle årene i København, der havde Jeppe Aakjær en drøm om, at vende tilbage til hans hjemegn i Jylland. Det ønske fik han opfyldt, da han byggede gården i Jenle. Fra starten var det planen, at hans bror skulle drive landbruget, og at Jeppe Aakjær skulle hellige sig skriveriet.

I 1906 påbegyndtes opførelsen af gården i Jenle. Navnet Jenle er jysk og betyder alene eller ensom, det skyldtes nok, at gården havde, og stadig har en meget isoleret beliggenhed helt ude for enden af en vej, ned til Limfjorden. Gården i Jenle stod færdig i 1907, hvor Jeppe Aakjær sammen med broderen og han nye hustru Nana Aakjær, født Krog, kunne flytte ind.

Nanna Aakjær, var først uddannet snedker og derefter billedskærer, og hun er på alle måder med til at skabe det kunstneriske og frugtbare miljø, som var grobund for Jeppe Aakjærs digtning og store forfatterskab, der i hans samtid, og helt frem til i dag har haft en kæmpe stor betydning for den danske kultur og litteratur. Jeppe Aakjær blev i 2006 optaget i Kulturministeriets kulturkanon.

Det var dog ikke lutter fryd og gammen på Jenle, der var nemlig en meget dårlig kemi mellem Nana Aakjær og Jeppe Aakjærs bror Jens, det førte til et brud, hvor Jens forlod landbrugsdriften på gården, og en deraf følgende dårlig økonomi endte med, at gården i Jenle røg på tvangsauktion i 1910. Men indtægterne fra Jeppe Aakjærs forfatterskab var dog så gode, at han 1919 kunne tilbagekøbe gården fra det konsortium, der i sin tid havde overtaget konkursboet, og Jeppe Aakjær var frem til hans død i 1930 eneejer af gården i Jenle, og han måtte mod sine lyster også styre landbrugsdriften på gården.

Jeppe Aakjærs forfatterskab havde meget stor betydning allerede i hans samtid, det lykkedes faktisk for Jeppe Aakjær, at få flyttet på samfundets og overklassens holdninger til deres tyende og de fattige arbejdere på landet. Og derfor var hans spidse pen ikke velset af den herskende klasse, der ikke brød sig om, at han skrev om de fattiges vilkår. Men der var også mange betydningsfulde folk som bakkede ham op, og der blev løbende holdt store møder i Jenle, og det medførte, at der i København var en vis nervøsitet for, hvad de fandt på, når der blev holdt møder overe i Jenle.

Og her i 2013 kan vi så tænke over, om Jeppe Aakjærs ånd er blevet lukket inde i nogle glasmontre på et museum, og om Jeppe Aakjærs litteraturselskab blot er nogle litteratur interesseret mennesker, som hygger sig i hinandens selskab med kaffe og Jenleboller, eller om de for alvor ønsker og formår, at viderføre Jeppe Aakjærs kamp for samfundet svageste.

© 2013 Niels Riis Ebbesen