To forskellige furesøvindler

Håndliner og furesøvindsler

Håndliner er egentlig et raffineret redskab, det giver nemlig en fantastisk oplevelse, når man holder linen i hånden og fighter en stor gedde.

Jeg er opvokset i Farum, og jeg har op gennem hele min barndom boet relativt tæt på Farum Sø, og selv om mine forældre flyttede et par gange, så boede jeg aldrig længere væk fra søen, end at den kunne nås på cykel i løbet af nogle få minutter.

Dengang da jeg var dreng, da var det at fiske med håndliner en meget udbredt metode, og på Farum Sø og Furesøen var det helt normalt, at der på de gode fiskepladser lå opankrede robåde, hvorfra der blev fisket med 3-4 håndliner på hver side af båden. De håndliner som datidens lystfiskerne brugte var nogle meget enkle redskaber, som bestod af en vindsel med et stykke flettet snor på ca. 30-50 meter, til det var der bundet et kort stykke kraftig nylonline, og i enden af det var der fastgjort et stålforfang med to eller tre trekroge. Til krogsættet blev der fastgjort en levende agnfisk. På linen var der også et stort korkflod, og et mindre blylod som sørgede for, at agnfisken kom ned til bunden, hvor gedderne står.

En meget brugt variant af håndlinefiskeriet var også, at anvende et såkaldt drivflåd, det er et aflangt og højtflydende flåd, der som regel var fremstillet af flamingo, og som har en vinge i toppen der ligner halen på dartpile, og den sørgede for, at vinden stille og roligt fører drivflåddet og dermed agnen væk fra båden.

De rigtig dygtige lystfiskere kunne også dørge med to håndliner, og på den måde kan et større område affiskes. Et meget benyttet trick var, at ham der roede båden holdt en line i hver hånd, det gjorde, at de meget langsomme åretag var med til at give agnen noget ekstra liv i vandet. Når man dørger med håndliner, så skal der max. tages to - tre åretag i minuttet, hvis det går hurtigere, så løfter man den levende agn op i midtvandet, og der fanger den sjældent noget.

Håndliner til bundmede efter aborrer og ål

Fiskeriet med håndliner er en metode, som byder på nogle helt særlige oplevelser, det er nemlig meget autentisk, at fighte en stor gedde når man holder linen i hånden, og har direkte kontakt med fisken. Og håndlinefiskeri er ikke begrænset til, at man kun vipper agnen og flåddet ud over bådens ræling, hvis man starter med at lægge linen op i nogle store løkker på bådens ræling, så kan man med en gaffelformet kæp kaste en agnet håndline en 10-15 meter væk fra båden.

Hvis man ikke dørger, så er fiskeriet med håndliner en meget stillesiddende form for lystfiskeri. Det meste af tiden går nemlig med at vente på, at der er en gedde, aborre eller sandart som bliver fristet af en agnfisk. Og derfor var ikke noget stress når datidens lystfiskere var på fisketur, de hyggede sig virkelig, og udnyttede ventetiden på en positiv måde. Det var helt normalt, at de havde en madkurv med, og så blev der dækket op på hyttefadet til en rigtig herrefrokost, med sildemadder, snap og håndbajere. Et spil kort, eller et parti skak, og en middagslur kunne ventetiden også fordrives med.

Det kunne naturligvis give lidt virak, hvis der midt under frokosten var et flåd som gik under og indikere, at en gedde var gået til biddet, men arbejdsdelingen var altid på plads, ejeren af den håndline som der var bid på, sørgede for at fighte fisken, medens hans makker gjorde klar til, at den kunne landes med et fangstnet eller en gaf.

De fleste håndliner var hjemmelavede løsninger, hvor linen blot blev vundet op på et stump brædt, som havde et indhak i begge ender, men der var også mange lystfiskere som brugte de såkaldte furesøvindsler.

Furesøvindsler var en bred betegnelselse for en rund trævindsel, der sad på en pind som kunne placeres i huller, som var boret i bådenes rælinger. På datidens træbåde var det også meget almindeligt, at skrue galvaniserede kabelholdere invendigt på rælingen, det hul som en kabelholder danner passer helt fint til skaftet på en furesøvindsel.

Der var mange forskellige typer furesøvindsler, de mest simple og billigste var lavet af bøgetræ og samlet med galvaniserede jernsøm, de fineste og dyreste var fremstillet i mahogni og samlet med messingskruer.

Furesøvindslerne blev fremstillet af mange forskellige producenter, som havde hvert deres design, og en særlig smuk og velfungerende vindsel blev produceret af rokkedrejeren i Bistrup. Rokkedrejerens furesøvindsler var et meget eksklusivt og eftertragtet produkt, og nogle af de voksne lystfiskere kunne godt havde 3-4 stykker af hans vindsler.

Jeg var selv 13-14 år gammel før end jeg fik råd til at købe en af rokkedrejerens furesøvindsler, på det tidspunkt havde jeg fået et job hos den lokale slagter, hvor jeg efter skoletid 6 dage om ugen kørte bud med slagtervarer, fejede fortov, og lavede andet forefaldende arbejde, jeg deltog også i rengøring og opvask efter lukketid, og for det fik jeg den fyrstlige løn på 50 kroner om ugen, hvoraf jeg skulle aflevere de halve der hjemme, det skulle nemlig bruges til køb af tøj, sko og lignende. Men de 25 kroner om ugen var mine egne lommepenge, som jeg kunne spare op til noget af det dyre fiskegrej.

© februar 2015 - Niels Riis Ebbesen