Blink støbt i silikoneforme med rent tin

Selvgjort fiskegrej er velgjort fiskegrej...

Blandt lystfiskere har det tidligere været meget udbredt, at man selv fremstillede så meget som muligt af ens eget fiskegrej, det har været en ekstra bobby, som man fik i tilgift sammen med lystfiskeriet. Og i de mørke og kolde vintermåneder, hvor der godt kan være langt mellem fisketurene, der er det også smadder hyggeligt, at binde fluer, støbe blink, pirke og lodder, bygge stænger, fangstnet, o.s.v.

Og hver gang man kreerer en ny flue eller støber nogle nye blink, så kan man jo drømme om alle de store fisk, som man i den kommende sæson skal lokke i fordærv med netop disse kunstagn. Men hjemmefremstillingen af fiskegrej har i de senere år været i tilbagegang, det er f.eks. kun et fåtal lystfiskere som selv bygger deres stænger, og det skyldes nok, at det er blevet vanskeligt at finde og købe nogle rigtig gode materialer til stangbygning. Tidligere var der ikke mindre end tre danske grejhandlere som havde et kæmpe stort udvalg af artikler til selvbyggerne, men deres sortimenter er blevet meget begrænset. Alternativet er så, at man finder varerne på udenlandske web-shops, men de lange pakker til klingerne giver desvære nogle meget høje forsendelsesomkostninger. Det er også meget svært, at finde noget kork i en rigtig god kvalitet, de billeder af kork der er på netbutikernes hjemmesider, er aldrig repræsentative for det kork som man får leveret, forhandlernes sortimenter af stangøjer og hjulholdere er også blevet meget begrænset. Og så er det i de fleste tilfælde blevet meget dyrere, når man selv bygger og monterer sin stang, end hvis man køber en færdigbygget stang som er produceret i Kina.

En del af udvikling skal nok også tilskrives, at der er gået mærkevarer og prestige i lystfiskeriet, der skal jo helst være de rigtige logo'er på alt udstyret og tøjet, det er helt ned til sokkerne og halstørklædet, som skal være et bestemt mærke, og den udvikling kan der nok ikke ændres ret meget på, det er nemlig en trend som gennemsyrer hele samfundet.

Det kan også være en faktor, at et medlemsskab af en lystfiskerklub ikke interesserer de unge mennesker, det er nok alt for støvet og gammeldags, at mødes i fiskeklubbens lokaler, og hyggesnakke over en øl eller sodavand, de unge vil hellere sidde foran deres computer og Google informationer eller se nogle YouTube videoer, som viser hvordan de selv kan binde fluer eller støbe nogle blink, end at de vil møde op på en klubaften, og lære alle fiduserne af nogle ældre og erfarne lystfiskere.

Men der er trods alt stadig en del lystfiskere som godt kan se, at det er særdeles god fidus, at de selv binder deres fluer og støber deres egne blink og pirke, det er jo også nogle sysler som man kan hygge sig med i de kolde og mørke vintermåneder. Det skader heller ikke projektet, at der stadige er god økonomi i fremstille sine egne fluer og blink, og på den måde kan man fylde flue- og blinkæskerne op med agn, som kun koster en brøkdel af, hvad de tilsvarende varer koster på de aller billigste webshops.

Jeg har også løbende fulgt med på forskellige Internet-fora'er, hvor brugerne har diskuteret indkøb og hjemmefremstilling af fiskegrej, og hvis en bruger spørger til et bestemt fluemønster, så er de første svar altid en stribe links til webshops, hvor den pågældende flue kan købes billigt. Det er kun hvis spørgeren insisterer på, at han selv vil ha' fornøjelsen ved at binde fluen, at der kommer nogle svar som tar' højde for det ønske, og her henvises der hyppigt til instruktionsvideoer på YouTube.

Men fællesnævneren for disse YouTube videoer er næsten altid, at den som binder fluerne anvender nogle meget dyre materialer, og der nævnes aldrig et ord om, at man i langt de fleste tilfælde kan erstatte de dyre fluebindingsmaterialer med lignende og meget billigere materialer. Og så har jeg også bemærket, at nutidens fluebindere er begyndt at anvende et helt arsenal af kemiske produkter, de bruger ti-sekunders lim, UV-hærdende lim og epoxylim, og det under mig meget, da jeg i næsten 40 år har kunnet binde alle mine fluer, alene ved hjælp af bindetråd og ganske lidt celluloselak.

Derfor har jeg ikke kunnet undgå at få den tanke, at de fleste af instruktionsvideoerne på YouTube er lavet af erhvervsdrivende, som har økonomiske interesser i produktionen eller salget af de materialer, som de så varmt anbefaler til fremstillingen af et givent fluemønster. Og at der ligefrem er nogle af disse fluemønstre, som er designet til et helt overdrevent forbrug af meget dyre fluebindingsmaterialer.

Når det handler om de YouTube instruktionsvideoer som viser, hvordan man selv kan støbe blink, pirke og lodder, så undres jeg hver gang over, at der slet ikke er nogen af dem, der forholder sig til, at bly er et meget giftigt tungmetal, som det ikke er risikofrit at arbejde med, og at det i en række tilfælde kan være særdeles problematisk for naturen, hvis en lystfisker mister blyholdige redskaber i vandmiljøet, på steder hvor kraftige bølger i strandkanten eller hård strøm i et vandløb, kan slide og nedbryde blyet til fine partikler, som kan optages i fødekæden.

Det er da også tankevækkende, at der kun er meget få lystfiskere, som interesserer sig for alternativer til bly, jeg har selv rigtig gode erfaringer med, at støbe blink, pirke og lodder af rent tin, det giver nogle meget flotte kunstagn, da tin har en meget smukkere lød end bly, og da tin er ugiftigt metal, så er jeg helt ude over alle de miljøproblemer som der med bly. Den eneste ulempe ved tin er, at det har en lavere vægtfylde end bly, men da originalerne til de fleste af de blink og pirke, som jeg støber kopier af, er fremstillet af messing eller jern, så kommer jeg faktisk tættere på det originale blinks vægt, når jeg støber med tin.

Vil man seriøst undgå bly, og støbe blink og pirke af tin, så skal man bruge noget 99,9% rent tin, man må endelig ikke bruge loddetin da det både indeholder bly og antimon. Men hvis man på Google søger efter "støbetin 99,9%", så får man en lang oversigt over indkøbsmuligheder. Prisen for rent tin er knap 500 kroner pr. kilo, og det er faktisk ikke særligt dyrt, hvis man f.eks. støber nogle 10 grams blink eller pirke, så kan man med et kilo tin støbe næsten 100 emner, hvor stykprisen kun er ca. 5 kroner.

Hvis man køber et halvt eller et helt kilo tin og bruger det til støbning af en masse blink og pirke, så har man et lager til rigtig mange år. Det er over 20 år siden jeg selv støbte en stor portion, og jeg har stadig flere æsker fulde af blink og pirke, som endnu ikke har været monteret med springringe og kroge. Det er jo ellers sådan, at når jeg fisker med hjemmestøbte blink, så er jeg meget mere risikovillig, end når der sidder et dyrt indkøbt kunstagn for enden af linen, med de hjemmestøbte blink betænker jeg mig ikke på, at kaste til en oplagt standplads inde mellem grøde, siv eller åkander.

Vil man i første omgang kun prøve, at lave nogle få teststøbninger i tin, så kan man på et loppemarked købe nogle gamle krus eller tallerkner fremstillet af tin, og bruge det som støbemateriale, det vil være en billig løsning, som dog har den ulempe, at der ikke er nogen garanti for renheden af sådan noget tin.

© februar 2014 - Niels Riis Ebbesen