Ved de jyske lakseåer er der ingen økonomiske kvaler, det er nemlig de sjællandske lystfiskere som betaler...

Danmarks Sportsfiskerforbund har hen over de sidste 20 år brugt en stor del af forbundets ressoucer og al deres indflydelse i det rådgivende §7-udvalg på, at få genetableret bestande af laks i 8 jyske åer, og helt overordnet set, så har det da været et meget prisværdigt initiativ, hvis det ikke var endt op med, at de jyske lystfiskere fanger laksene i det samme tempo som de bliver udsat.

Dengang da lakse-projektet blev startet op, der var der mange som forventede, at det blot ville være et spørgsmål om, at der i en kortere årrække skulle laves udsætninger af lakseyngel i de 8 store jyske åer, og så ville laksen helt af sig selv etablere selvreproducerende bestande, som kun i et begrænset omfang skulle suppleres med udsætninger. Og derfor fik projekterne massiv opbakning og økonomisk støtte fra amter, kommuner og private fonde. Der var nemlig meget store forventninger til, at det kunne tiltrække en hel masse turister, hvis der igen kunne fanges laks i de vestjyske åer.

Det er jo en gammel tradition, at fiskeriet efter havørreder i de jyske åer er et regulært madfiskeri, hvor alle fisk over mindstemålet straks ryger ned i tasken. Og man havde aldrig fået de jyske åforeningerne med ind i et aktivt samarbejde omkring lakseprojekterne, hvis der fra starten var indført nogle regler om, at alle laks skulle genudsættes ind til der var etableret selvreproducerende bestande med en så stor egenproduktion, at de sagtens kunne tåle et kraftigt fiskepres. Derfor var Danmarks Sportsfiskerforbund og DTU Aqua allerede fra projektets start nødt til at acceptere den præmis, at åfiskerne forventede, at de kan hjemtage hovedparten af de laks som de fanger.

De fleste lodsejerne har også været modstandere af nogle meget restriktive fangstbegrænsninger på de nyetablerede laksestammer, de frygter nemlig, at lejeprisen for fiskeretten på deres åstykker vil falde drastisk, hvis der blev indført en hel masse begrænsninger for hvornår og hvordan der må fiskes, så dem der lejer fiskeretten ikke kan og må fange de fisk der er i åen.

En helt anden snak er så, at ved de jyske åer går der også nogle særdeles sejlivede rygter om, at når fangstkvoterne på laks er opbrugt, så bliver rigtig mange laks omklassificeret og hjemtaget som havørreder.

Derfor blev det relativt hurtigt klart for de fleste, at der ikke var udsigt til, at laksene kunne etablere selvreproducerende bestande, og at de jyske lakseprojekter var endt op i at være et storstillet put&take, hvor der hvert år skal laves massive udsætninger af lakseyngel, hvis bestandene af laks skal opretholdes. Og det har for længst medført, at der er mange af de eksterne bidragsydere som er stoppet med, at yde økonomiske støtte til lakseprojektet.

Danmarks Sportsfiskerforbund og DTU Aqua stod derfor i den situation, at de havde valget mellem at erkende, at de store jyske lakseprojekter var alt for dyre og ambitiøse, eller så skulle de finde en anden måde at finansiere projekterne på. Og her var det jo meget nærliggende at bruge af fisketegnsmidlerne, og derfor er der hen over de sidste ti år foregået en udvikling, hvor en større og større andel af fisketegnsmidlerne bliver anvendt til at holde gang i det store jyske lakse-put&take.

Lystfiskernes årlige indbetalinger til fisketegnsmidlerne er en begrænset pulje penge, som kun kan bruges en gang, og det har betydet, at der hen over den samme periode er blevet skåret voldsomt ned på fiskeplejen på Sjælland, og i en længere årrække har det været sådan, at der slet ikke er lavet kystudsætninger af havørreder, og udsat fisk i de sjællandske søer.

I Danmark er der knap 150.000 lystfisker som hver år løser et fisketegn, det giver et årligt provenu på ca. 27 mill kroner. Der er ca. 50.000 lystfisker på Sjælland, så deres andel af indbetalingerne udgør ca. 9 mill. kroner. Men det er kun lige omkring en mill. kroner som går retur til udsætninger og fiskepleje på Sjælland. Derfor er fisketegnet blevet en overordentlig kostbar brugerbetaling for de sjællandske lystfiskere, de indbetaler ca. 33% af fisketegnsmidlerne, og af dem bliver der kun anvendt ca. 3,7% til udsætninger på Sjælland.

De sjællandske lystfiskere har naturligvis været opmærksomme på den problematik, og på de sjællandske søer har det i mange år været normen, at de fleste lystfiskere praktiserer catch & release, hvor stort set alle fisk genudsættes, og derfor har de sjællandske lystfiskere trods et meget stort fiskepres, kunnet fastholde nogle rimeligt gode bestande af gedder, sandart og aborrer i de sjællandske søer.

Men de sjællandske kystfiskere har til gengæld kunnet mærke, at der er blevet meget langt mellem havørrederne på kysten. Det er nemlig den direkte konsekvens af, at kystudsætningerne helt er stoppet, og at der kun udsættes meget små og beskedne mængder havørredyngel i nogle få sjællandske vandløb.

Det har naturligvis medført, at der blandt de sjællandske lystfiskere er en stigende utilfredshed med Danmarks Sportsfiskerforbund, og i de senere år er der flere sjællandske lystfiskerklubber, som har meldt sig ud af forbundet.

Ovre i Vejle hos Danmarks Sportsfiskerforbund, der har ledelsen naturligvis registret, at medlemstallet er i frit fald, og at de største frafald af medlemmer skyldes, at der er store sjællandske lystfiskerklubber som har meldt sig ud af forbundet.

Som et forsøg på en feberredning, der har Danmarks Sportsfiskerforbund søsat en charme offensiv som hedder Fishing Zealand, og dette projekt har en fin hjemmeside, hvor der hældes en masse forblommede ord ud om alt det der bør gøres, for at forbedre fiskeriet og fangstchancerne på Sjælland.

Problemet er dog, at Fishing Zealand kun er en omgang snik-snak, hvor der er taget udgangspunkt i, hvordan man plejer at gøre tingene ved de jyske åer, og man har slet ikke været opmærksom på, at der kun er nogle få sjællandske vandløb, hvor lystfiskerne lejer og betaler lodsejerne for fiskeretten, og hvor der foregår et åfiskeri.

Ved hovedparten af de sjællandske vandløb har lodsejerne ikke nogen indtægter på udlejning af fiskeretten, og derfor har de slet ikke nogen grund til at samarbejde med lystfiskerne omkring naturgenopretningsprojekter, som oven i købet kan medføre, at vandløbenes afvandingsevne bliver forringet.

Der følger heller ikke nogle penge med Fishing Zealand's mange forslag, og derfor er der ikke nogen muligheder for, at der vil kunne laves projekter som koster mere end et lastvognslæs gydegrus.

Men for at det skal være helt tosset, så forsøger Fishing Zealand også at blande sig i fiskeriet på de sjællandske søer, og i den forbindelse har Danmarks Sportsfiskerforbund fremsat nogle forslag til nye mindstemål og fredningsregler, som også tager udgangspunkt i madfiskeriet ved de jyske åer.

Det første forslag er desværre allerede blevet vedtaget, det indebærer, at mindstemålet for gedder er hævet fra 40 cm til 60 cm, og det giver jo slet ikke nogen mening, i alle de sjællandske søer er der rigelige mængder af små gedder, og hvis en lystfisker en sjælden gang vil hjemtage en gedde, så er det da meget bedre, at det kun er en mindre gedde på lige over 40 cm, fremfor en mellemstor gedde over 60 cm. En gedde på 60 cm er også en overvældende mængde mad for en eller to personer. Og frossen fisk ødelægger jo hele ideen om, at man som lystfisker kan få friskfanget fisk til aftensmad.

Jeg har selv det personlige problem, at min hustru ikke bryder sig ret meget om fisk, så de få gange hvor jeg hjemtager en gedde, der skal jeg selv spise den, og derfor vil jeg egenlig foretrække at slagte en mindre gedde, dem er der jo også flest af.

Fishing Zealand's to andre forslag er, at lystfiskerne kun må hjemtage gedder der er mellem 60 og 80 cm lange, og max 2 fisk pr. lystfisker pr. dag, det forslag virker også helt meningsløst, da det store flertal af lystfiskere allerede dyrker catch & release, hvor de genudsætter alle de fisk som de fanger.

Derfor vil disse regler højst kunne få en betydning i forhold til de østeuropæiske madfiskere, de slagter jo alt hvad de fanger uden hensyn til mindstemål og fredningregler, men hvis det skal ha' nogen effekt, så vil det kræve, at der bliver indført en effektiv fiskerikontrol på og ved de sjællandske søer.

En anden og meget vigtig problemstilling er også, at når man dyrker catch & release, så kan det ikke undgås, at der hen ad vejen vil være nogle få gedder som har slugt wobleren, blinket eller agnen så dybt, at krogningen har medført så alvorlige skader på gællerne, at der desværre er overvejende sandsynlighed for, at den pågældende fisk ikke vil kunne overleve en genudsætning. Og det vil da være mest fornuftigt, hvis det er en gælleskadet gedde som bliver slagtet, og at det er netop den som ender på stegepanden, fremfor at den bliver genudsat til den visse død fordi den er mindre eller større end et akademisk mindste/maxmål.

Jeg vil runde af med at oplyse, at jeg og min faste fiskemakker er meget aktive lystfiskere, og vi fanger på årsbasis mange hundrede gedder i en håndfuld Nordsjællandske søer, og vi ville virkelig belaste bestandene i de søer som vi fisker i, hvis vi slagtede og hjemtog alle de fisk som vi fanger på vores fisketure, derfor dyrker vi konsekvent cats & release, og vi har udviklet en afkrogningsprocedure, som foregår i vandet ved siden af båden, og det er kun de store trofæ fisk som lige bliver løftet op i lip grip'en til en vejning og fotografering. Og vi har ikke brug for Fishing Zealand eller Danmarks Sportsfiskerforbunds hjælp, vi kan sagtens selv forvalte vores lystfiskeri, så det foregår på en måde, som tager mest muligt hensyn til naturen og bestandene.

© 29. august 2014 Niels Riis Ebbesen