Et nyt tun-eventyr...

Næsten alle medier har bragt nyheden om, at der igen er observeret tun i vores farvande, og blandt de danske lystfiskere har det selvsagt været en kæmpe stor begivenhed, at en af havets aller største trofæfisk igen er repræsenteret i de danske farvande.

Tunens tilbagevenden til havet omkring Danmark, har naturligvis affødt en stribe debatter på de forskellige on-line foraer og i FaceBook-grupper for lystfiskere, og man kan allerede nu fornemme kimen til ny epidemi af tun-feber, i lighed med den der rasede fra afslutningen af 2. verdenskrig og frem til starten af 60'erne.

Danmarks Sportsfiskerforbund har også været ude med en udmelding omkring tunfiskeri, og DSf mener, at det er forbudt, at lystfiske efter tun. På DSf's hjemmeside er der blevet bragt en artikel, med en udtalelse fra fiskeriinspektør Arne Madsen, som oplyser læserne, at lystfiskerne ikke må fange tun i de danske farvande, da Danmark ikke har en tunkvote. Det kan så undre, at DSf ikke har spurgt fiskeriinspektøren, hvorfor tunen slet ikke er nævnt i de fredningsregler og mindstemål - som gælder for lystfiskeriet, det er også lidt underligt, at DSf heller ikke har følt trang til at undersøge, hvad det er for nogle kvoteregler som regulerer det danske lystfiskeri.

Men uanset hvad DSf og fiskeriinspektør Arne Madsen mener, så er det under alle omstændigheder helt klart, at tunens tilbagevenden til vores farvande er en begivenhed som virkelig kan skabe røre i andedammen, og det er næsten som et deja-vu, at læse nogle af trådene, hvor der er flere lystfiskere som allerede er på vej ud på tunfiskeri.

Jeg har nemlig som dreng lyttede med, når de voksne lystfiskere snakkede om tunfiskeriet på Øresund, og jeg kan tydeligt huske den stemning og eufori, som der dengang var omkring tunfiskeriet. Og det gav naturligvis grobund til en masse drømme om, at når jeg selv blev voksen, så skulle jeg også på Øresund og fange nogle af de der tun, som var så kæmpe store, at de ligefrem kunne trække af sted med en større motorbåd.

Men jeg fik aldrig set tunen springe på Øresund, og alle os der er så gamle, at vi i samtiden oplevede de sidste rester af tun-eventyret, medens det lakkede mod enden, vi kan også huske, at der var mange mærkværdige teorier i omløb, som forsøgte at forklare årsagerne til, at der ikke længere kunne fanges tun i de danske farvande.

Her 2015 må vi også konstatere, at der ikke findes en endegyldig og videnskabelig dokumenteret årsag til, at tunen forsvandt fra Øresund og Kattegat i slutningen af 50'erne. Men der er overvældende mange indicier som peger i retning af, at hovedårsagen var, at bestanden systematisk blev opfisket. Og der er også en lang række kendsgerninger som entydigt dokumenterer, at datidens lystfiskere havde et ikke ubetydeligt medansvar for, at der blev rovfisket på den stamme af tun, som i sensommeren trak ind i de indre danske farvande.

En formildende omstændighed er dog, at helt frem til slutningen af 60'erne, der mente videnskaben helt seriøst, at fiskene i verdenshavene var en uudtømmelig ressource, som ville reproducere sig selv hurtigere end den kunne fanges af fiskerne, og her i dag kan vi så konstatere, at det ikke er den første gang, og det bliver med garanti heller ikke den sidste gang, at biologerne har fejlvurderet naturens ressoucer.

Tunfiskeri er en meget dyr hobby
Tunfiskeri har altid været en ekstrem dyr hobby, og tilbage i 40'erne og 50'erne var det for alvor en kostbar sport, som krævede meget dyre og hurtige motorbåde, og hvis fiskeriet ikke skulle foregå med de simple håndliner, så skulle der importeres kostbare tunstænger og hjul fra England og USA, og derfor var alle dem som deltog i tunfiskeriet på Øresund og Kattegat relativt velhavende og højt profilerede lystfiskere.

Koryfæerne Bent Lind Jacobsen, Børge Munk Jensen og Ludvig Svendsen, var alle kendte lystfiskerskribenter, som var særdeles aktive i datidens tunfiskeri, og op gennem 60'erne har de skrevet mange artikler, med teorier om, at det var alt fra sygdomme i tunbestanden, til ændrede havstrømme, og erhvervsmæssigt overfiskeri, som var årsagen til, at der ikke længere var tun i de danske farvande. Men set med nutidens øjne, så er det ret åbenlyst, at de havde meget travlt med, at pleje deres eftermæle, og de havde det problem, at de på den ene side gerne ville prale med deres egne fangster af tun, og så var de samtidigt i det dilemma, at de meget nødigt ville fremstå som medansvarlige for rovfiskeriet på tunen i de danske farvande.

Det har dog knebet gevaldigt for Ludvig Svendsen, han var nemlig forfatter til bogen 'Tun', som blev udgivet i 1949, på det tidspunkt gik tunfiskeriet kun fremad, og den bog er jo en ren tilståelsessag, som i begejstrede vendinger beretter om lystfiskernes meget store fangster af tun. Og hans grejforretning tjente helt sikkert rigtig godt på importen og salget at tungrej.

Men fælles for datidens tunfiskere har været, at de allesammen haft det dilemma, at de gerne ville prale med deres fangster, og samtidigt har de naturligvis haft et ønske om, at nedtone deres andel i det voldsomme rovfiskeri, som foregik op gennem 50'erne. Opgørelser fra dengang viser nemlig, at lystfiskerne hvert år fangede og landede et sted mellem 400 og 800 tun, og med en gennemsnitsvægt på 150 kilo, så bliver det rundt regnet fra 60 og helt op til 120 ton tun om året som lystfiskerne landede. Hvis vi så ganger tallene op med, at der blev fanget tun i perioden fra 1945 og frem til 1963, så bliver det til rigtig mange ton tun, som de danske lystfiskere fangede. Dette regnestykke skal desuden ses i lyset af, at tunsæsonen var meget kort, det var kun i halvanden til to måneder om året, at der var tun i de indre danske farvande, så det har været et utroligt hektisk fiskeri, hvor der hver dag blev fanget og landet mange fisk.

Det var i øvrigt sådan, at datiden lystfiskere solgte hovedparten af deres fangster af tun på fiskeriauktionerne, på den måde finansierede de helt eller delvis deres udgifter til tunfiskeriet.

Her i Danmark er der i mere end hundrede år blevet ført systematiske statestikker over fiskernes fangster, og det er netop sket ved, at fiskeriauktionerne har skullet indberette, hvor meget der er blevet indvejet og solgt af de forskellige arter, så derfor har Danmarks Statestik nogle ret præcise opgørelser over antallet og vægten af de tun der blev fanget. Og disse statestikker viser, at i starten var gennemsnitsstørrelsen på tunene langt over 150 kilo, men i de sidste år endte den helt nede på 25-50 kilo. En sådan udvikling i gennemsnitsvægten er netop en biologisk indikation på, at der er blevet drevet rovdrift på en bestand, hvor man først fanger alle de store gamle fisk, og til sidst ender det op med, at der næsten kun fanges ungfisk, som knap nok har nået at gyde en enkelt gang.

Det er i øvrigt helt analogt med bestandene af torsk i de danske farvande, dem har erhvervsfiskerne i mange år befisket så hårdt, at der ikke er ret mange individer over 8-10 kilo, og derfor udgør torsk op til 3-5 kilo hovedparten af bestandene.

Datidens erhvervsfiskere var det der i dag betegnes som kystfiskere, og de sejlede kun så langt ud på havet, at de stadig kunne skimte land i horisonten. Og de fleste erhvervsfiskere hadede faktisk tunen, da de kunne ødelægge deres garn. For fuldstændighedens skyld, skal det også tilføjes, at helt frem til slutningen af 50'erne, der var det danske erhvervsfiskeri endnu ikke blevet industrialiseret, dengang bestod fiskerflåden udelukkende af mindre træbåde. Og i det lille styrhus var der kun et kompas, og når det gik meget højt en kortbølgeradio, så skipperen kunne lytte til vejrmeldinger.

Men lystfiskernes salg af tun på fiskeriauktionerne skabte gradvist et marked, hvor kilopriserne for tun hen ad vejen blev så gode, at der var mange erhvervsfiskere, som også begyndte og fiske efter tun med håndliner og bremsebøjer, og på den måde deltog de i det massive overfiskeri. Og der var sågar nogle erhvervsfiskere, der samarbejdede med lystfiskerne på den måde, at de tilbød pladser til 2-4 lystfiskere på deres kutter, og lystfiskernes betaling for turen var så, at alle de tun som lystfiskerne fangede tilfaldt båden og skipperen.

En af eftertidens mange påstande har også været, at udryddelsen af tunen udelukkende skyldtes, at norske notbåde drev rovdrift på tunens fødegrundlag i Nordsøen og Skagerak, men jeg vil stille et meget stort spørgsmålstegn ved den teori, det var nemlig først op gennem 60'erne, at notfiskeriet for alvor blev opskaleret til et industrielt niveau, og på det tidspunkt havde de danske tun været udryddet i flere år.

Der er dog ikke nogen tvivl om, at fra slutningen af 60'erne, der var notfiskeri udviklet til en særdeles effektiv industri, med mange store fartøjer, og derfor var og er notfiskeriet forsat en meget alvorlig trussel mod alle de arter af stimefisk, som er tunens fødegrundlag.

Hvad med fremtiden
Men tunen er nu tilbage i Skagerak og den nordlige del af Kattegat, og her i efteråret har vi kunnet opleve, at kunstmuseet Arkens restaurant gik i medierne og reklamerede med, at den havde købt en tun, som var fanget af norske erhvervsfiskere i Skagerak, og som ville blive serveret for stedets gæster. Men det har givet et alvorligt bagslag, da restauranten og dens køkkenchef havnede i en regulær shitstorm på FaceBook. Paradokset er så, at flertallet af dem der har deltaget i kritikken af Arkens restaurant, med garanti ikke tænker over, at det faktisk er et langt større problem, når de selv køber tre dåser tun på tilbud i supermarkedet.

Den kritik der ramte Arkens restaurant gør dog, at vi godt kan forudse, at der er en overhængende risiko for, at det vil få nogle meget negative konsekvenser for alle danske lystfiskere, hvis der er nogle stolte storfangere som publicerer billeder på FaceBook, hvor de poserer sammen med døde tun.

Omsætningsforbudet forhindrer også, at nutidens lystfisker kan sælge en tun på fiskeriauktionen, og det vil nok være en meget stor mundfuld, hvis den glade fangers familie og venner skal spise sig gennem 100 eller 200 kilo tunkød. Og derfor vil jeg sige, at jeg virkelig håber på, at de danske lystfiskere vil tænke sig om, og at de vil tage ved lære af fortidens fejltagelser, så et nyt tun-eventyr ikke går hen og bliver en gentagelse af det forrige.

Hvis det i de kommende år viser sig, at den bestand af tun, som i sensommeren trækker ind i de danske farvande er i en stabil vækst, så er det mit helt personlige forslag, at der laves nogle regler, så lystfiskerne hvert år tildeles en bæredygtig fangstkvote på f.eks. 50 til 100 tun. Og for at kunne deltage i fiskeriet efter tun, så skal lystfiskerne allerede ved årets start indløse et tun-fisketegn, som mindst bør koste 5.000 kroner, og indtægten fra dette særlige fisketegn, skal ikke som det nuværede fisketegn gå til udsætninger af lakseyngel og biologlønninger, men derimod ubeskåret anvendes til opkøb af erhvervsfiskernes kvoter på fangst af tun, og de arter som tunen hovedsageligt lever af.

Der bør også laves en undtagelse fra omsætningsforbudet, så lystfiskerne kan sælge deres fangst af tun på fiskeriauktionen, det er nemlig sådan, at nogle tun kæmper sig til døde, og derfor ikke kan genudsættes, det skal så bare være sådan, at indtægten fra salget skal gå ind i den samme pulje, som indtægterne fra tun-fisketegnet.

© oktober 2015 - Niels Riis Ebbesen